Erindringer

Når jeg mindes mejeriet, er der en masse lyde og bevægelser, der står tydelig i min erindring. Den første lyd om morgenen det var, når vandpumpen blev sat i gang, det var vist samme model, men noget større end den vi havde i engen, da vi fik vand hævet op derfra.

Lyden var dump og taktfast, der skulle jo bruges meget vand i løbet af dagen, og det skulde være parat fra morgenen.

Det løb gennem rør op i en stor beholder på loftet ca. 3 m i diameter og ca. 2 ½ m høj, og når den var fuld, løb vandet med et andet rør ned i mejeriet, og var beholderen ved at være tom, måtte pumpen i gang igen. Dernæst skulle fyrbøderen (2. mejeristen) have blus under kedlen, og der skulle megen damp til, og far og fyrbøderen drøftede, om der var ”spænding” nok, for ellers gik det hele jo i stå.

Eleven havde jo også sine forberedelser, men første- og ostemejeristen tog det undertiden lidt med ro.

Nu gik de 1 for 1 ind i køkkenet til morgenmad, de sad på høkassen bag køkkendøren, og så stod den på øllebrød med skummet mælk, og en kop kaffe og 1 rundtenom franskbrød med smør.

Mellem kl. 6 og kl. 7 kom den første mælkekusk, og så kom der en hver ca. ½ time og kl. 10 var det hele overstået, der var vist 8 vogne.

Mælkekusken smed mælkespandene ind på perronen, og så var det tit en anden mælkekusk el. fyrbøderen, der hjalp dem videre.

Far og eleven tog i hver sin hank og hev dem op på randen af vægten, og når al leverandørens mælk var tømt af, vejede far det, og så var det ikke godt, om der var 1 mindre end det var vejet til hjemme. Far havde en lille pult, hvor han noterede det.

Ved siden af var et bassin el. hane med skummetmælk og 1 med kærnemælk, og det var elevens arbejde at veje det af. De fik ligedan hver dag, og ellers blev der aftalt med leverandøren, at han skulle have lidt mere eller mindre.

Så blev der lukket op for vægten og mælken løb fra en beholder ned i en forvarmer, inden den skulde igennem centrifugen, så fløden kunne skilles fra skummetmælken, og det skulle jo ske ved en bestemt temp.

Vi havde 2 centrifuger, men fik senere 3, og de skulle jo fungere godt, så mælken blev helt ren for fløde. Fyrbøderen skulle også passe alle maskinerne og smøre dem, så de gik godt, og fredag og lørdag blev alt messing og kobber pudset, så man kunne spejle sig overalt.

Jeg har mange gange set far og fyrbøderen på knæ ved centrifugen, og skille den ad og smøre den, hvis den ikke gik godt nok.

Den tiloversblevne skummetmælk blev ledt hen i 2 større ostekar,.- event. tilsat % af fløde og kærnemælk og ved en bestemt temp. blev det tilsat osteløbe, så det efter en tid var som tykmælk. Så blev det skåren ud i terninger, med en stor flad skovl, der var lavet til det.

Og så kunne vallen tappes fra ud i store beholdere i gården, hvorfra leverandørerne så kom med store ajletønder el. lign. og pumpede det op, og så kom de ind og sagde: ”Jeg har hentet vulle”.

Nu skulde ostemejeristen til at ælte osten, og det var ret strengt, og den blev tilsat salt og event. kommen, og så kom det i former og kom i ostepressen. 6-10 store oste hver dag, og næste dag kom de af pressen og blev lagt i saltlage nogen dage, inden de skulde på hylder og lagres. Ostemejeristen skulle hver morgen i ostekælderen, og vende ostene og holde dem og hylderne rene. Jeg husker en gang, at ostemejeristen var lidt magelig, og der var kommen mider i ost og på hylder. Det var far ikke tilfreds med.

Fløden blev, ligesom skummetmælken, pasteuriseret, vistnok til 80gr, og så blev fløden afkølet på et kølestativ, og løb derefter igennem et rør ned i smørkælderen, hvor den fyldte 5-6 store trætønder, vistnok eg med pæne gjorder. De var ca. 1 ½ m høje, og ca. ¾ m i diameter, og når fløden havde den rigtige temp. blev den tilsat ”syrevækker”. Det var lidt af den syrnede fløde fra om morgenen. Den var meget værdifuld og blev passet som et spædbarn, så man var sikker på, at den bestod af de rigtige bakterier, der kunde give fint smør, og den ”syrevækker”, vi havde, var særlig god, og den havde været formeret i flere år, og gav stadig det fineste smør på udstillinger, og så gav far mejersken lov til at sælge aflæggere af den, og hun averterede i ”Mejeritidende” og solgte mange prøver. Der blev købt mange flasker, der rummede ca. 1 pægl (2 ½ dl), og lavet små trækasser, hvor de blev pakket ind i træuld og afsendt.

En syrevækker kostede kun nogen få kr., men det var penge at tjene, foruden æren.

Vi havde gerne vore mejerister i flere år, 4-6 år, til de blev gift eller ville prøve noget andet. Et par startede hjemmebageri eller højskolehjem.

Det var noget med nerver på, når der skulle laves udstillingssmør, og det var flere gange årligt, der skulle rundsendes prøver til forsøgslaboratoriet, og så var der jo de hjemlige udstillinger i Fyns Mejeriforening, hvor far næsten altid var med som smørdommer, - andre havde specialiseret sig i osten.

Far og mejersken var rigtig på tæerne i dagene inden, der skulle laves udstillingssmør, så der ikke skulle ske noget, der kunne have dårlig indvirkning på smørret.

Mejersken var grædefærdig og helt hysterisk, hvis Rasmus Peder, vor nabogårdmand, begyndte at køre ajle eller gødning i de dage, og der kom også enkelte at købe smør og fløde, som ikke lugtede så godt, så der skulle luftes godt ud, hvis sådan én havde været der. Og der var spænding på, når far kom hjem fra udstillingen med resultatet - 11 point var tåleligt, men der skulle jo helst nåes 12 point, og 13 kunne nåes i ganske enkelte tilfælde, men der var jo også nogen, der måtte nøjes med 6 el. 7; men det var ikke godt.

12 point gav sølvmedalje og 11 bronze. Far havde begge dele, men så gik de over til at give sølvtøj i stedet, så mor blev godt forsynet efterhånden. Anna har det meste af det, da der ikke kunne købes sølv til hendes bryllup, og sølvbryllup nåede hun ikke at holde.

Men vi nåede lige at få fløden i tønderne og få den syrnet, og om sommeren skulle der sættes spande med is ned i tønderne, for at få den rigtige temp., blev fløden for varm el. for sur, fik smørret ikke den rigtige aroma.

Senere fik vi et stort rustfrit kar, hvor al fløden kunne være, og det var dobbelt, så det blev afkølet på den måde.

Om morgenen skulle fløden i kærnen, dertil blev brugt en slags ”tagrender”. Og når den var kærnet, og der var kommen smør, blev kærnemælken siet fra, og der måtte jo ikke være hul på sien, så der smuttede smør igennem, og der så kom smørklatter i kærnemælken ud til leverandørerne. Uha!

Så kom smørret op på æltemaskinen, hvor det gik under nogen valser og mejersken skulle hele tiden rulle smørret sammen imellem hver valse, så det kunde blive jævnt og ensartet, det tog ca. 10 min. og så kom det over i trædritler, der kunne tage ca. 100 pund smør. Dritlen blev foret med saltet pergamentpapir, der blev lagt på en bestemt måde, og øverst et rundt stk. pergament, og så blev låget og gjordene slået på, og så var det Lurmærket Smør, og vi fik dem op ad trappen og ind på mejeriet, hvorfra de blev bragt ud i kølerummet i ishuset. Der skulle et bestemt håndelag til det hele, og så var det let at tumle med de 100 pund dritler.

Da jeg var bleven konfirmeret blev jeg mejerielev et par år. D.v.s., jeg måtte vaske gulve i stue, forstue og trappe og ordne værelserne til mejerister og mejerske.

Første mejeristen havde egen seng og fyrbøder og elev delte seng, og jeg delte seng med mejersken. Når mit morgenarbejde var slut, skulle jeg i smørkælderen og hjælpe mejersken at ælte og pakke smørret, og så kom mælkekuskene med deres krukker i kurve og skulle have smør med hjem til leverandørerne 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 8 el. 10 pund.

Jeg kendte alle krukker og kurve, og vejede det af, - hverken for lidt eller for meget.

Når mælkekuskene var borte, skulle mejersken og mig til at veje og forme en hel del 1 og 2 punds pakker, og de lignede de pakker vi får nu; men det skulle der også håndelag til at lave.

Næste morgen kom ”Fåborgmanden” at hente sødmælk, skummetmælk, kærnemælk, fløde og alle de smørpakker, og så kørte han til Fåborg og solgte varerne.

Far eller vi, måtte hver dag tage 2 potter = 2 liter mælk (sød) eller 1 pægl fløde (2 ½ dcl) ind, og så måtte vi bruge al den kærnemælk og skummetmælk, vi ville.

Vi tog aldrig sødmælk ind; men hentede 1 pægl fløde hver dag. Smør og ost måtte vi betale. Skummet- og kærnemælk kostede 3 øre for 1 kande (2 liter) og undertiden købte vi en ekstra pægl fløde, den kostede 16 øre og smørret kostede ca. 88 øre pr. pund; men det kunne variere nogen få øre. Jeg måtte kun fylde pæglmålet 1 gang, for ellers var mor bange, at vi tog mere, end vi havde lov til.

Når far var færdig med at veje mælk og tilse det forskellige, gik han ind til ”fri” og fik en god kop kaffe bag køkkendøren (Det drillede fmd. H. J. Møller ham med). Personalet fik et fad smørrebrød ud i mejeriet og kunne så drikke skummet- el. kærnemælk til.

Kontrollering

2 gange ugentlig skulle mælkens fedtindhold kontrolleres, og det fik leverandørerne deres mælk betalt efter, og det blev hver gang overværet af 2 leverandører på skift. Far sendte en seddel i mælkespanden tilbage. ”Du bedes overvære kontrolleringen tirsdag kl. 10.30, og så kom de 2 mand og skiftevis så de på, hvordan far kom til resultatet og den anden skrev det ind i bogen v. leverandørens mælk. Og midt under det hele kom mor med en kop kaffe og et par stk. franskbrød på en bakke. Det hele tog 1 god time.

Om eftermiddagen skulle de to ældste mejerister så til at regne ud, hvor meget hver mand kunne få for sin mælk. De havde taksten til hjælp. Det blev renskrevet på bøger og på blanketter, som leverandørerne en gang om ugen. Det tog næsten hver eftermiddag fra kl. 2 til 6, undtagen lørdag, hvor de havde ekstra rengøring og pudsning. Regnskabet blev gjort op på flere måder, og skulle passe. De har tit siddet længe og ledt efter en eller 2 øre eller en anden lille fejl; men passe skulle det. Far sad ved skrivebordet ved det ene vindue og han sad med ryggen til de andre. De to mejerister sad på puffen mellem de 2 vinduer og ved det ret store runde bord, og dernæst eleven, der talte sammen og førte ned hvor meget kærne- og skummetmælk de havde fået hjem.

Far og de 2 mejerister havde også hver sin del af regnskabet. De begyndte gerne ved 2-tiden, og kl. 3 fik de kaffe med julekage ind på en bakke.

Far gik vist mest bag køkkendøren.

Nu var mejerskerne også færdige, og dem og mor satte sig også om det runde bord med deres håndarbejde, og det fortsatte de med om aftenen, men mejeristerne læste aviser eller bøger, eller far læste op for os alle. Han læste gerne et par bøger for os hver vinter, og når det var vemodige ting, kneb han læberne sammen for at holde tårerne tilbage, og lidt efter kunne han fortsætte igen, efter at have tørret en tåre bort.

Når han havde læst en tid, eller vi havde siddet hver med sit, blev han så urolig og skuttede sig, og sagde så: ”Ska vi ikke ha en lille dråbe (kaffe) mor Fie”, og så måtte mor ud at lave kaffe; men det var ikke hver aften, dog omtrent.

Vi 3 børn sad også om det runde bord, eventuelt med lektier eller andet, så der var ikke meget plads. Da jeg blev større, sad jeg gerne ved det andet vindue og syede en masse Hedebo og andet.

Kl. 10 gik vi gerne i seng, men inden skulle vi ”ud bag skorsten”. Der havde vi et lille rum ved siden af hønsene, langt væk, og mørkt at gå derud, da det var længe inden vi kendte til elektricitet.

Hver 4. lørdag fik leverandørerne deres penge. Jeg husker ikke, om det var far eller formanden, der hentede pengene om formiddagen. Vi havde ellers pengeskab i soveværelset, som kun far kunne låse op. Mejeristerne havde skrevet navn på alle blanketter og konvolutter, og så talte formanden pengene ud, og far puttede i konvolutter, og begge kontrollerede, for det skulle jo gerne gå op, for ellers måtte de jo til at gå alle konvolutter igennem.

Når det hele passede, skulle de til at ”slikke” og have alle konvolutter lukket. Det var ikke så rart.

Det tog gerne fra kl. 2 til hen ad kl. 6, og så kom formandens kone Maren Møller at spise aftensmad sammen med dem og de havde det meget hyggeligt, selvom H. J. Møller var Indre missionsk, og far var Grundtvigianer, og de drillede hinanden i al fordragelighed. Mor og Maren havde gået til præst sammen.

Far var født i Grimmerløkke ved Middelfart 1. oktober 1857. Han havde kun 1 søster, og hun var 14 år ældre end ham, så han blev jo opdraget som enebarn. Hans søster blev senere gift med en Hammerich, og de havde 1 datter, der døde som ung af tuberkulose, og hans søster døde også ret ung; men hendes mand har besøgt os på Egedal, da jeg var lille, og han blev vist senere gift igen.

Fars forældre havde et lille husmandssted, og hans far var tømrer ved siden af, og det var jo små kår, som alle steder dengang, men jeg husker ikke, om han kom ud at tjene før han blev konfirmeret, jeg tror det ikke.

Deres husmandssted lå tæt ved hovedvejen, der går over Fyn, og far gik som dreng ned til landevejen og lå i grøfter, og så på al den militære transport i krigen 1864.

Far blev konfirmeret i Indslev Kirke, og er sikkert derefter kommet ud at tjene; men kom senere til en større gård ”Kærbyholm”, hvor der var 3 jævnaldrende sønner, der tog sig meget af far, og de blev venner for livet, og selv om de i mange år ikke mærkede meget til hinanden, kom de to til fars begravelse. Han døde, da han var 69 år, efter at have været syg af brystkræft i 4 år, - der sad en knude imellem luft- og blodårer, som lægerne dengang ikke kunne operere bort; men han fik røntgen flere gange.

Far var interesseret og videbegærlig, og sønnerne på Kærbyholm var vistnok skyld i, at han kom på Gedved Højskole hos P. Bøjsen (tror jeg nok). Der var også seminariun, hvor valgmenighedspræst Karl Poulsen, der senere kom til Ryslinge, også var lærer, og derfor faldt det naturligt for far at slutte sig til hans menighed, da han kom til Haastrup og for mor, der havde været på Ryslinge Højskole, og kendte Karl Poulsen derfra.

Højskolen var den gang et sted, hvor unge interesserede fik et ekstra skub, og blev optaget af folkelig oplysning, og andelsbevægelsen, der var helt ny den gang, greb mange, og især far. Det første mejeri var jo begyndt i Hjedding ved Ølgod i 1882, og far besluttede nu at lære mejeri.

Hver gård havde jo sit eget lille mejeri den gang, og kærnede selv sit smør, der blev mere eller mindre godt, fordi fløden jo måtte samles fra flere dage, derimod lavede de godt smør på herregårdene, og herregårdsmejersker var meget respekteret og frygtet for deres akkuratesse og properhed.

Far fik læreplads på Rynkeby, Mesinge, Baaring og Haarby Fællesmejeri.

Han begyndte i Haarby under Lise Ladefoged, der senere blev gift med P. (Ladefoged Pedersen - mors fætter) i Halsmose i Haastrup. Deres datter er Johanne Skönager i V. Vedsted.

Om fars virke som mejeribestyrer, har han selv fortalt i sine erindringer. Han blev bestyrer i Haastrup fra 1885 til 1889, hvor han blev bestyrer på Egedal og blev gift med mor den 25. oktober 1889, og der fik vi tre søskende vort hjem.

Der blev holdt bestyrelsesmøde ca. 2 gang månedlig, og de kunne lige sidde i vor lille spise- og opholdsstue, og så måtte vi søge andre steder hen. Mor bagte altid en ”bestyrelseskage” til kaffen, en god julekagekrans.

Kontrolleringen har jeg fortalt om, men om vinteren skulle ishuset også fyldes, så fløden kunne blive afkølet om sommeren. Og så sendte far en seddel med mælkespanden, når vi var inde i en god frostperiode. ”Du bedes levere 1-2-3-4- eller 5 læs is (efter som gården var stor til) en bestemt dag, og de små leverandører, der måske hverken havde is eller vogn, blev sat til at tage mod isen og slå den lidt i stykker, så den fyldte mindre. 3-4 mand hver dag i 3-4 dage indtil huset var fyldt. Og de mænd, der var i ishuset, gav mor middagsmad hver dag, og det bestod gerne af gule ærter eller grønkålssuppe, der varmede godt, eller også frikadeller og sødsuppe.

Der kom også tit maskinmestre fra maskinfabrikkerne, for at tilse og ordne maskinerne, og dem havde mor også i kost og logi.

Og ligeså mælkedommere, der kom 1 gang månedlig og lugtede og smagte på mælken, og så blev der sendt en seddel med hjem næste dag, om mælken var i første, 2., 3. eller 4. klasse og om spandene var rene o.s.v.

Det var rart for bestyreren at have sådan en mand, så han selv var fri for at klage over mælk og spande.

Mor havde en stor husholdning. Vi var som regel ca.: 3 mejerister, 2 mejersker og familien.

Jeg husker, at far fik 3600 kr. i løn, og så skulle han lønne og koste alle medhjælpere. Eleverne fik ikke meget, men mejersker, ostemejerist og 1. mejerist fik vist fra 100 til 300 kr. årligt, og jeg husker, at far altid lagde en ekstra tier til, når de fik deres løn, og de fik en pæn julegave - album - postkortalbum - toiletetui - rejsetaske el. lign. Far og mor fik intet.

I november 1906, da jeg blev 14 år, kom jeg på Ringe Efterskole, og det var en stor oplevelse for mig, efter at jeg havde gået i Millinge Skole i 7 år, som vi syntes var en god skole; men jeg blev hurtigt klar over i Ringe, at jeg vidste meget lidt, kun i alm. regning var jeg med. Jeg havde aldrig skrevet en stil og grammatik kendte jeg meget lidt til. Geografi kunne jeg en del af; men Danmarkshistorie ragede mig en fjer, og jeg kunne intet eller kun lidt - kongerække o.l., men nu fik jeg verdenshistorie, og hvor det interesserede mig, især de gamle grækere, romere og ægyptere o.s.v., og så havde vi mange timers aritmetik og geometri, og det var jeg glad for, og ligeså fysikken, og tonen på skolen og undervisningen var noget helt andet, end jeg var vænnet til. Vi var ca. 50 elever, hvoraf de fleste var fra Ringe eller kom med toget dertil hver dag, og så var vi 3 piger og 14 drenge, der boede på skolen, hvor vi havde det hjemligt.

Jeg var kun hjemme 1 gang om måneden - omkring 28/11 og til jul, og så 1 eller 2 gange inden påske, hvor skolen sluttede.

Billetten kostede 90 øre tror jeg, men det var for dyrt at rejse for tit, og når vi skulle vænnes til at være mellem fremmede, skulle vi være der og ikke rejse hjem til hver en tid. Forstanderen L. Rasmussen (fader til brødrene Emborg, der var meget musikalske) var noget streng og myndig; men ellers rar, og vi agtede og holdt af ham, og hans kone Hansine var en hyggelig og omsorgsfuld skolemor. Vor førstelærerinde Johanne Hjortdal var på skolen i mange år, og lærer Palle Kirk og brødrene Haastrup var lærere + nogle flere lærere.

Vi holdt en lille eksamen inden vi rejste, hvor jeg bl.a. var oppe i ”Glødelamper” og sagde, at der var ”udpumpet” luft i.

Lørdag og søndag aften legede vi altid, og havde det festligt, og søndag formiddag var vi gerne i kirke i Ryslinge.

En af grundene til at vi tre søskende kom på Ringe Efterskole var bl.a., at vi skulle konfirmeres hos Karl Poulsen i Ryslinge, og jeg gik da til præsten 2 gange ugentligt og det var langt at gå - ca. 8 km 2 gange. Jeg fik da også en madpakke med, som jeg nød i grøften et sted. Vi skulle møde kl. 10, så jeg kunne ikke nå hjem til middag, men der stod altid mad til mig, når jeg kom hjem.

Vi var ca. 40, der blev konfirmeret den 7. april 1907.

Da min broder Johs. skulle derhen, rejste han allerede 1. september for at blive vænnet til den nye skole, og så skaffede L. Rasmussen ham ophold hos gårdejer Jens Nielsen og Karen i Boltenge (Johs. Engholms forældre), og der blev han de to næste somre som karl, og var så på efterskolen i 2 vintre. - Derefter kom han hjem og var mejerielev et års tid, inden han rejste på Vordingborg Seminarium. Efter eksamen kom han til Mellerup Højskole som lærer en vinter. Forstanderens datter Edith var 16 år og blev ca. 50 år efter hans kone nr. 2.

Men vi havde et godt hjem hos Karen og Jens Nielsen, og jeg måtte også efter efterskoleopholdet, derud at tjene en sommer, da far ville, at jeg skulle lære at malke og i det hele taget arbejde på en gård, for hvis jeg engang skulle blive bondekone, hvad jeg ikke selv regnede med den gang. De havde 5 køer, og jeg skulle malke de 3 køer 3 gange daglig, og de andre 2 malkede Jens eller også en tjenestedreng, vi havde, men han skulle også muge om morgenen.

Efter morgenmad gik vi tre i marken at luge roer, bjerge hø og høste? og alt hvad der hørte sig til på en gård. Jeg var ikke særlig glad for det, men tog det hele som en nødvendighed og en foræring.

Jeg havde fri en gang om måneden og cyklede hjem fra lørdag eftermiddag til søndag aften, der var 20 - 25 km., og det syntes vi, var langt. Jeg fik min første cykel den sommer.

Den dag, jeg blev konfirmeret, var far, mor og Johs. der, og Karen havde fin suppe til os, da vi kom fra kirke, hvorefter vi rejste med toget hjem. Jeg var i en sort lang kjole, som jeg gik og tog op i med begge hænder, og Johs. gik bagefter og gjorde nar ad mig, at jeg forstod ikke at gå i lang kjole.

På mejeriet tog vore mejerister og mejersker mod os, og de havde sølvgaver til mig, - en halskæde med kors og et armbånd med kugle, og fra H. J. Møllers fik jeg den sølvske, jeg spiser med endnu. Der var ikke så få gaver; men ingen gæster, dog havde vi vel lidt kaffefremmede efterhånden.

Og så 1. maj skulle jeg af sted igen - til Bollerup at tjene, og det var mindre morsomt end at være på efterskole; men det var flinke folk, jeg var hos.

Karen og Jens Nielsen og jeg havde det godt, selvom jeg måtte op at malke 3 køer hver morgen, og ligeså middag og aften. De havde også en tjenestedreng, og han malkede de to, da der var 5 i alt. Så måtte jeg gøre alt husligt arbejde, og følge i marken, når der var arbejde, roerne lå vi ned og luge, og høet blev reven med alm. trærive, og der var arbejde i marken næsten hele tiden. Jeg havde fri en gang om måneden, og cyklede hjem fra lørdag eftermiddag til søndag aften, og fik vist 75 kr. for den sommer.

Far ville, at jeg skulle lære at malke, for hvis jeg engang blev bondekone; men det kunne jeg nu ikke tænke mig nogensinde skulle ske.

Jeg cyklede til kirke i Ryslinge engang imellem, men ellers tog jeg ikke del i noget, og jeg er heller ikke sikker på, at der var gymnastik i Ringe, men det var på den tid, at de store gymnastikfester i Lambjerge begyndte, det var brødrene Ovesen, der ledede gymnastikken; men det var mest for mænd. Jeg var også med til efterårsmøder på Ryslinge Højskole, og den sommer gik hurtigt, og jeg glædede mig til at komme hjem at blive.

Mejerielev

Far havde en mejersker, og havde dem gerne igennem mange år (4-6 år) og en mejerielev, der også skulle hjælpe mor med opvask o. lign.

Om morgenen kl. 6 skulle jeg først gøre rent i dagligstue, trappe og gang, og de 3 mejeristers værelser, og vaske op efter morgenmad, og derefter gik jeg i smørkælderen og solgte smør og fløde, og lukke smørdritlerne, der var fra 4 til 6 hver dag, og flest om sommeren. Jeg kendte alle leverandørernes smørkrukker, de tog fra 2-3-4-5-6 eller 8 pund, og mange fik 1 eller 2 punds pakker. Derefter lavede vi fra 50 til 100 pund smør i 1 og 2 punds pakker, som mælkemanden fra Faaborg kom at hente hver morgen sammen med fløde og nogen spande sødmælk, skummetmælk og kærnemælk.

Derefter kom jeg ind til formiddagskaffe (mejeristerne fik smørrebrød ud i mejeriet, og så drak de kærnemælk til.

Derefter lavede jeg middagsmad, som vi spiste kl. ca. 1, når de var ved at være færdige i mejeriet, dog havde de noget rengøring bagefter.

Kl. 15 fik vi eftermiddagskaffe, og derefter havde far og mejeristerne en hel del regnskaber, og mor, mejersken og jeg syede og broderede. Vi sad alle om et rundt bord, og far sad ved skrivebordet, men megen plads var der ikke, og heller ikke lejlighed til snak, for der skulle jo være ro til regnskabet.

Om sommeren cyklede vi unge gerne til Falsled at bade sidst på eftermiddagen. Der var 3-4 km.

Om vinteren gik vi til gymnastik 1 aften om ugen, og til foredragsmøde i forsamlingshuset 1 gang om måneden, hvor far var formand, og foredragsholderen boede gerne på mejeriet. Der var 3-4 baller hver vinter fra kl. 20 til 1, og jeg dansede på livet løs, hvor var det morsomt og uskyldigt. 10 min. før 1 bestilte vi gerne en lancier, og derefter sluttede vi med ”Forgangen nat vor sultne kat o.s.v.”, så kl. blev lidt over 1, og så snart det var færdigt, løb jeg hjem så hurtigt, jeg kunne, og som regel uden overtøj, og så lå jeg godt i sengen, når alle de andre gik forbi og skulle hjem.

Jeg var også med i sangforeningen, hvor vi sang 4 stemmer, jeg var Alt. Jeg var også med i kirkekoret en tid, vi stod oppe ved orglet, og øvede engang imellem hos præstefruen.

Selskabelighed mellem de unge var der bogstavelig ikke, og biograf besøgte vi kun om foråret, når vi var i Faaborg at købe gave til gymnastiklederne.

Men ellers levede vi ret roligt i vort hjem, og arbejdede der, og vi kom aldrig i nabosogne til sport, dans el. lign. og vi kendte slet ikke ungdommen der.

Men vi var nogle få, der fulgte Grundlovsmøder og efterårsmøder i Ryslinge, hvor vi cyklede til og hørte foredrag, musik og aftenunderholdning; men der var jo aldrig bal.

Da jeg var 17 ½ år, og Anna var konfirmeret, skulle jeg ud at tjene, og vi studerede alle amnoncer, som der var mange af; men ikke noget, der passede, og far ville helst have mig på en gård, så jeg kunne lære at malke, og hvordan livet på en gård var, men det var jeg nu ikke så interesseret i. - Men så fik vi en aften besøg af forstander Alkjærsig fra Kerteminde, der skulle tale i foredragsforeningen, og ved aftensbordet kom de til at fortælle, at jeg søgte plads, og så siger han, at vi mangler en kokkepige, og enden blev, at jeg rejste til Kerteminde som kokkepige 1. maj; men det havde nu nok været bedre at komme ud på en gård hos en dygtig husmoder. Fru Alkjærsig var datter af oberst Brasen, og havde været i København altid; men truffet A. i Askov; men havde meget lidt erfaring i det huslige. Foruden mig var der en stuepige på 18 år, og en lillepige på 16 år.

Vi havde vist en kone til hjælp, når vi vaskede; men ellers ingen hjælp. Der var en ung lærer, der hed Karl Rasmussen, som min broder havde været på seminarium med, og ham havde jeg enkelte engelsktimer hos, men der var jo ikke tid. - Vi piger var med til morgensangen, og til diskussionsmøder eller oplæsning lørdag aften, og til leg eller lign. søndag aften. Der var 16 piger på sommerholdet, og vi havde en heldagsudflugt til Fyns Hoved, og vi kørte i charabancer, og havde mad med til hele dagen, - det var en lang og interessant tur. - En anden eftermiddag var vi også på herregården Hveringe, hvor vi fik rød rabarbergrød; men ellers oplevede vi ikke meget.

Der var 1 eller 2 tdr. land have til skolen, eller måske 4 tdr. land, da der blev dyrket mange grønsager, der blev sendt til Odense Grønttorv. Vi havde en gartner og en elev, men vi piger hjalp til i haven, når det kneb.

Da jeg var så ung - kun 17 år - ville de gerne have, at jeg kom 14 dage før maj, for at blive sat ind i det; - men den egentlige grund var nok, at de gerne snarest ville af med den kokkepige, de havde. - Jeg rejste så derned 15. april og Bangspiger og Millingepiger stod parat og vinkede til mig. Da jeg nåede Odense, og stod og ventede på Kertemindetoget, står der en dame og glor på mig, og så kommer hun over og spørger, om jeg skal til Kerteminde, og om det var den nye kokkepige, og om jeg havde været kokkepige før, og hvor længe jeg var fæstet, og hvad jeg skulle have i løn o.s.v. og så regnede det med ukvemsord, og alt det onde, hun kunne sige om pladsen og Alkærsigs.

Det var altså Mette og den kokkepige, jeg skulle løse af, så det var en hyggelig begyndelse for mig.

Jeg blev dog godt modtaget, da jeg kom derud, selvom fruen var lidt stram, og gerne ville give mig en god opdragelse. Hun var heller ikke rask, havde dårlig mave og dage i hver måned, hvor hun var umulig, - men værst for sig selv og sin mand; men det gik ellers ret godt. Jeg kom jo lige til hovedrengøringen inden de unge elever kom, og alle madrasser skulle ud, og der skulle gøres rent overalt, og vi var også med i haven at lægge kartofler, og der skulle vaskes og slagtes gris, så alt var klar til at tage mod eleverne 3. maj.

Jeg måtte op kl. 6, da gartneren ikke kunne arbejde, inden han havde fået mad, så han fik øllebrød kl. 6.30. Eleverne spiste først kl. 7.45, og så fik de øllebrød, og the med et stk. sigtebrød, og derefter skulle jeg i gang med bagning og middagsmad.

Jeg bagte alt sigtebrødet, engang bagte jeg 14 sigtebrød af 45 pund mel, og et par store julekager, og 2 sirupskager, og tvebakker af 6 pund mel; men det var vist til et møde, og ellers bagte jeg lidt mindre portioner.

Det var jo højskolemad, og den måtte jo ikke være for dyr.

I kælderen havde vi en hel tønde saltede sild, og en tønde islandsk lammekød, og saltbaljen med grisen. Hver mandag fik de spegesild med kartofler og løgsovs. (Kartoflerne kom på bordet med skræl på, og så måtte hver pille sine kartofler. Tirsdag fik vi gerne lammekød som kød i kål, eller en slags suppe, og en dag fik vi jo pandekager eller ovnkage, og vi havde også en vegetarisk middag, af brune bønnefrikadeller med stuvede gulerødder, stegte pastinakker eller selleri med kapers eller tomatsovs, og lørdag fik vi 1 kg. oksekød fra slagteren til labskovs sammen med eventuelle rester fra ugen før.

Søndag fik vi gerne forloren hare eller ungarsk høne (kalvekød fra slagteren).

Eleverne fik eftermiddagskaffe med julekage og til aften smørrebrød og the.

Herskabet fik varm aftensmad.

Pigerne havde nærmest familiær stilling, og vi opholdt os i den private spisestue om aftenen, når der var tid, hvor fruen så hjalp os med vort håndarbejde eller de læste op.

I den tid, der var elever, var vi jo også meget sammen med dem, især lørdag aften og søndag, og om sommeren badede vi med dem i Storebælt, og om vinteren sejlede vi.

Vi var jo altid med på udflugter, og til foredrag så meget, der blev tid til.

Man sagde, det gik rigtig godt med madlavningen for mig, men det kneb lidt med sigtebrødsbagningen, men melet vi fik, var heller ikke lige godt.

Der blev holdt en del møder, hvor de fik kaffe - ca. 200 pers. kopper, - og undertiden aftensmad. Møderne var godt besøgt.

Da eleverne var rejst, havde vi 1 uges ferie og herskabet var borte den meste tid.

Vi hjalp meget i haven hele efteråret, vi var oppe at plukke ærter ved måneskin kl. 4, da de jo skulle med første tog til Odense, og vi plukkede flere læs agurker, en dag 800 pund, og vi havde mange modne tomater; men dem brugte vi selv mange af.

Jeg syltede meget hele efteråret, og hovedrengøringen skulle jo også gøres, så vi var klar 3. november, hvor der vist kom 18 karle.

Der var 1140 store ruder at pudse.

Vi blev også klar til at tage mod dem, men et par dage før, blev jeg syg med ondt i halsen o.s.v., og det viste sig, at det var difteritis og jeg kom i ambulance på epidemisygehuset, hvor jeg var en 3 uger og fik en særdeles god forplejning; men var jo ikke meget værd, da jeg kom hjem, og den vinter var jeg ikke rigtig rask, og søgte stadig læge, da jeg stadig var træt, og havde smerter ved hjertet.

Jeg overtog dog køkkenet et par dage efter, jeg var kommet hjem; men fik en god middagshvil.

Jeg fik også 10-12 engelsktimer hos Karl Rasmussen, og deltog ivrig i de diskussioner eleverne havde. Blandt eleverne var Jens Sørensen, der senere blev både indenrigs- og landbrugsminister, og kom til at hedde Smørum efter sin fødeby. Han var ivrig og kom tit, når jeg læste engelsk, og så havde vi det hyggeligt og livligt. Stuepigen Karen Duelund og Peter Bonde var også tit med, og det blev til et par væddemål, som blev fejret, når herskabet var udrejst. Vi sejlede også en del i Storebælt med sejl eller ror, og en søndag vi ville ud, forbød Alkjærsig det, da det stormede så meget, men så sejlede vi om i Kertinge Nor, og havde det vældig sjovt

. Jens den Røde var styrmand, da han havde været sømand en tid.

Vi holdt også sognerådsvalg, hvor Jens den Røde fik 21 stemmer, og Peter den Store fik 14 stemmer, og jeg fik 10,5 og vi tre blev valgt. Til april rejste eleverne og så begyndte rengøring og meget andet igen.

Jeg havde ikke haft nogen fridag siden juleferie, og jeg havde håbet at få et par dage og komme hjem at få mit tøj ordnet, men det kunne der ikke være tale om, så jeg rejste lige til Råstrup derfra.

Jeg fik 75 kr. i løn pr. halve år, og da jeg ikke blev rigtig rask den vinter efter difterien søgte jeg stadig læge, og det kostede mig 30 kr. og jeg fik 9 tænder plomberet, og det kostede 27 kr. Selv om jeg ikke var rigtig rask, måtte jeg en hel dag i en frygtelig blæst og kulde inden eleverne kom efter nytår, ud i haven at hjælpe at lægge peberrod, som de også dyrkede mange af.

Råstrup 1. maj 1911 - 1. maj 1912

Efter året på Kerteminde Højskole som kokkepige, var det meningen, at jeg ville på Ryslinge Højskole; men besluttede at tage 2 år mere ved husligt arbejde, og efter en del betænkning besluttede jeg at tage plads på Råstrup som 1. kokkepige også fordi jeg stadig ikke var rask, - havde blegsot, hjertebanken og træthed, og jeg ville gerne lære en del om anvendelse og opbevaring af grønsager og frugt.

Råstrup var ikke blot en alm. gård, eller nærmest en stor proprietærgård; men tillige kursted for svage mennesker, navnlig dem med dårlige maver og nerver.

Jeg havde ingen fridag haft fra juleferien og rejste så lige til Raastrup 1. maj med en løn af 75 kr. for hvert halvår, og deraf havde min læge og tandlæge jo fået de fleste.

På Råstrup var foruden Ejner Kristoffer Rasmussen og hans kone, Kathrine, født Lyndgaard i Jernved, 4 karle, 2 fodermestre, 2 kokkepiger, 2 stuepiger, 1 sygeplejerske Anna Ullerup fra Vendsyssel, 1 barnepige, 1 lærerinde og 1 havepige (Hulda), der også passede de 2 mindste børn, som hun havde med på havearbejde.

Kathrine og Kristoffer havde ingen børn, men adopteret en dreng, Rasmus, der senere overtog gården, men det gik ikke godt, og de flyttede til Sjælland, så var der et par forældreløse drenge Aksel og Martin, der vist var født invalid og var en stakkel, og så var der vist en pige, Inger. Og så en dag kom der 4 små drenge, den ældste 8-10 år, med hver en bylt tøj under armen. Deres forældre havde sagt til dem, at de bare skulle gå ned til Raastrup, og så fik de nok lov at blive der, og det gjorde de også. Forældrene rejste så bort vistnok med 1 eller 2 små børn, og dem så de aldrig mere.

Så var der 1 dreng (Aage) og 1 pige (Kirsten) på 2-3 år, de blev nærmest passet af Hulda.

Især om sommeren var der mange kurgæster 5-10 eller flere, og de var meget fra København og fra alle samfundslag; men mest fra de højere, og de var der 8-14 dage eller længere.

Kathrine var de første år, de var gift, stadig syg især med en dårlig mave (Mavekartar), og efter at have søgt flere læger, og brugt flere diæter, kom de i forbindelse med naturlæge Michael Larsen i København, og han gav hende vegetarisk diæt, og det viste sig hurtigt, at det kunne kurere hende, og hun fortsatte diæten.

På gården var en forkarl fra Vendsyssel, og han siger en dag, at han har en søster (Anna Ullerup), som heller ikke var rask, og hun kom så til Raastrup som pige, og blev rask. Hun blev hos dem resten af sine dage, og blev sygeplejerske, da de begyndte at få kurgæster, og da de overlod Raastrup til Rasmus og flyttede til Svendborg, hvor de byggede et kursted - et hotel (Persillehuset) overtog Anna Ullerup ledelsen af det, og Kathrine og Kristoffer købte en mindre gård i Vejstrup, hvor de levede resten af deres dage, men der står en mindesten for dem i kurhjemmets have.

Anna Ullerup drev hjemmet i mange år, og overlod til sidst ledelsen til en plejedatter, men nu er det gået over på fremmede hænder, og er en selvejende institution.

De modtog patienter med alle mulige sygdomme, og Michael Larsen var deres rådgivende læge så længe han levede, men ellers havde kurgæsterne deres egen læge.

Kuren bestod meget i bade - varme og kolde svedekure og sædebade???????, men faste var en vigtig ting, - havde man det ikke godt, skulle man sulte, så det dårlige i organismen kunne tilintetgøres.

Kathrine og Anna havde tit en lille fastetur på 3-6 eller 14 dage og somme tider længere, og kurgæsterne kom også på fastekur.

Og jeg kom også på fastekur. Jeg var jo som bekendt ikke rigtig rask efter den difteritis, jeg havde i Kerteminde, og hen på efteråret fik jeg så mange bylder, - der var en meget

almindelig måde for kroppen for at frigøre sig for de dårlige stoffer, og man gik alle mere eller mindre med bylder. Jeg havde, da det var på det højeste, 102 bylder fordelt over hele kroppen og de efterlod en lille hvid plet som en ært, som dog fortog sig efterhånden.

Da det blev rigtig slemt, kom jeg rigtig under behandling og fik svedekur. Det vil sige, at jeg kom i et godt varmt karbad, og når jeg var godt gennemvarm, blev jeg svøbt ind i uldtrøjer og strikkede udklæder, og så kom jeg i seng imellem 6-8 varmedunke, og fik dynen pakket godt

ned om mig, og kom så ret hurtigt til at svede, så det løb ned ad kinderne, og der lå jeg så - jer tror, 1 time eller 2 og kom så op og fik en kold afvaskning, og kom så i tøjet. Jeg fik vistnok sådan en tur 2 gange ugentlig, jeg husker ikke hvor mange gange. Man blev lidt træt, men det var behageligt og dejligt, og svarer vel til at gå i sauna nu om stunder.

Samtidig kom jeg på fastekur, det vil sige, at jeg kun fik 1 glas saftevand eller sodavand 3 gange daglig, og det holdt jeg til i 19 dage, og kunne godt have fortsat, da først jeg var vænnet til det. De første dage var de værste; men det var også en overgang at blive vænnet til at spise igen.

1. dag fik jeg 1 daddel

2. dag 2 dadler

3. dag 2 dadler og 1 figen

4. dag 1 figen og ½ æble

5. dag 1 daddel, 1 figen og 1 æble

6. dag 1 lille stk. grahamsbrød og frugt

osv. lidt mere hver dag.

I den tid, jeg var på svede- og fastekure, var jeg ikke kokkepige; men sad og syede skjorter til Rasmus og Kristoffer.

Jeg befandt mig godt efter kuren og bylderne forsvandt.

Jeg var jo 1.ste kokkepige, og skulle også give karlene havregrød med saftevand, og dertil spiste de smurt hjemmebagt grahamsbrød. Det fik de kl. 6, og kl. 7.30 samledes alle vi andre til den samme morgenmad, og bagefter sang vi en morgensalme. F.eks. ”Giv mig Gud en salmetunge”,

”Lovsynger Herren min mund og mit indre”

”Op al den ting som Gud har gjort”

”Nu ringer alle klokker mod sky” o.s.v.

Kristoffer sang for og var en god sanger.

Derefter gik vi hver til sit, og spiste middagsmad kl. 12 alle sammen.

Derefter fik jeg en times middagssøvn, imens den anden kokkepige (Olga Fokdal), der havde fri om morgenen, skulle vaske op, og derefter fik vi ½ time i solbadehuset med efterfølgende kold afvaskning, - og så på havearbejde eller lign. til vi skulle spise aftensmad kl. 18,30.

Gården var samlingssted for mange unge, og om aftenen tog Kristoffer tit violinen og spillede og vi dansede i vognporten, - eller spillede kroket på plænen. Og om søndagen spændte han gerne for den store vogn, hvor vi kunne sidde 10-12 mennesker, og så kørte vi 10-12 km (?) til Ryslinge Valgmenighedskirke for at høre Karl Poulsen, eller Thorkild Skat Rørdam.

Dagene var både festlige og travle, idet vi var meget selvforsynende. Vi bagte selv grahamsbrød af 100 kg. grahamsmel hver gang, ca. hver 10. el. 14. dag, og samtidig bagte vi en del franskbrød og ”kaffekage”, som Kathrine sagde, og undertiden lidt tvebakker. Det blev bagt i en gammeldags ovn i bryggerset, og Kristoffer fyrede den varm med brænde og kvas fra skoven, og hjalp at tage brødet af ovnen. Grahamsbrødene bagte ca. 2 timer og derefter kom franskbrød og julekage ind, og til sidst småkager.

Grahamsbrødet blev æltet om aftenen i et stort trug, og så vidt jeg husker, blev der kun brugt 1 pund gær, og lidt surdej fra forrige bagning, og lidt kærnemælk. Først kom der lidt kogende vand på melet og så blev det ellers æltet med koldt vand. Næste morgen blev brødene formet og stod 1 times tid indtil ovnen var varm.

Brødet smagte usædvanlig godt.

Der blev jo henkogt al den frugt, vi kunne avle af blommer, pærer og bærfrugt, og æblerne blev opbevaret og sorteret på hylder i kælderen.

Der blev jo også lavet mange flasker saft, og de grønsager, der ikke kunne opbevares på anden måde, blev saltet. Bønner og ærter, kartofler, gulerødder og kål spillede en stor rolle i den daglige husholdning, og ligeså suppeurter. Kartoflerne erstattede nærmest kød og så spiste vi forskellige stuvede grønsager til. Æg og mælk blev der ikke brugt særlig meget af, men en del brune bønner og linser og løg. Urte- og kartoffelvand blev nødig smidt bort, og skulle der laves sovs, blev den ikke bagt op, men urtevandet blev jævnet med en jævning af mel rørt op med fløde eller sødmælk.

Vi spiste altså kun 3 gange daglig og befandt os godt med det; - men spiste sikkert meget hver gang, - og man sagde, at vegetarers tarmkanal blev lidt lang efterhånden, fordi den skulle rumme så meget mad.

Første ret var altid grønsager og kartofler, og bagefter rå frugt, - æbler, blommer, pærer el. lign. og om vinteren æbler eller henkogt frugt.

Vi henkogte i gruekedlen i bryggerset mest i 2 liters glas.

3. maj 1912 rejste jeg til Roskilde Højskole.

Jeg havde været så meget i Ryslinge og syntes, jeg ville ud at se noget nyt.

Der var Bredsdorff og Anders Vedel, de største kræfter. Jeg fik Vedel til regnelærer og Bardenfletter til dansklærer, og det passede vist godt til mine forkundskaber, og kunne nok ikke have klaret mig hos Vedel, han havde jo de dygtigste hold.

Jeg havde deltaget i mange foredrag og fulgt efterårsmøder og grundlovsmøder både i Ryslinge og Ollerup siden min konfirmation, men det kneb mig alligevel at følge med både i Bredsdorffs og Vedels foredrag, og jeg fik ikke meget ud af den sommer, som jeg havde ventet; men det var et skønt sted at være, og vi havde en times badning hver dag, så snart vejret tillod det, og vi lejede også båd og sejlede om aftenen, det var skønne ture. Vi havde også gode udflugter bl.a. til København, hvor vi så og hørte en masse, og så cyklede vi senere til København og gennemgik turene på museer og lign. Vi havde også en vældig god udflugt til Stevns. Vi var 170 elever, og var med toget, men hvordan vi kom derud fra St. Heddinge husker jeg ikke; men vi havde en vældig stor gryde grønærter med, og lune frikadeller, og rødgrød og sødmælk i transportspande, og vi var meget sultne, men der var nok. Vi badede også i det klare vand, det var bedre end fjorden.

Vi lavede også en masse fine håndarbejder, og de 3 måneder gik alt for hurtigt.

1. august rejste jeg hjem, for at hjælpe far og mor at flytte til Bakkehuset 1. november. Der var meget at ordne både på mejeri og Bakkehuset, og jeg blev hjemme den vinter, hvor jeg bl.a. broderede de røde uldne gardiner, jeg nu bruger i vor lille spisestue i Hytten.

Jeg spekulerede meget på, hvad jeg nu skulle slå ind på.

Jeg havde fra min tidligste ungdom tænkt, at jeg ville være lærerinde, men det var nok godt, at det ikke blev aktuelt. Jeg opdager mere og mere min mangel på pædagogiske evner, - og det sagde Benned for resten tit til mig - og jeg var også klar over, at han var meget mere pædagogisk end mig, og kunne hurtigt bedømme en sag mere retsindig end mange. - At jeg heller ikke havde børnetække, bliver mere og mere klart for mig, efter at jeg har fået børnebørn, og det er mig en sorg.

På mejeriet var kommet en husbestyrerinde hos Peter - Marie Broholm - og hende besøgte jeg tit om formiddagen, når jeg hentede mælk. Hun spekulerede også meget på en uddannelse, og en dag havde hun fået skoleskema fra husholdningsseminariet Ankerhus, - og jeg var straks klar over, at det også var noget for mig. Mor havde været med på et af de første aftenskolekursus i husholdning hos frk. Backe, og hun var meget optaget af det, og tænkte sig mig som en frk. Backe engang.

Mit år på Råstrup havde også givet mig interesse for at lære noget om ernæring, og alt hvad der hørte til en god husførelse, så jeg indmeldte mig også, og vi rejste sammen derom 1. maj 1913, og boede sammen på ”Brejdablik” i de 1 ½ år, vi skulle være der, og vi havde et vældig godt samarbejde, og der var aldrig en kurve på tråden, så vidt jeg husker. Marie var langt den dygtigste og mest energiske på hele holdet, og vi havde megen gavn af hende.

Det var en helt ny verden at komme ind i. Vi var alle Des og vi nåede kun at blive dus med Asta Kjærgaard, der boede i et værelse ved siden af os, og følte sig som ”ung pige i huset” hos os. Vi var kun 5 på holdet; men det var De - frk., frue og hr. over det hele, og formfuldt skulle det være.

Men samtidig var der også højskoleånd, da fru Lauridsen var fra Grundtvigsk miljø, og havde været kokkepige på Sorø Højskole, og det var højskolemoderen der, fru Jutta Bojsen Møller, der fik fru Lauridsen til at uddanne sig - bl.a. i England, til at oprette Ankerhus.

Hun købte 20 tdr. land, og begyndte der på bar bund 1902, og nu er det et blomstrende uddannelsessted.

Jeg lærte utrolig meget på Ankerhus og var meget glad for de 1 ½ år der.

Vi havde eksamen hver halve år, og vi afsluttede 24. oktober 1914, og så rejste jeg hjem for at fejre fars og mors sølvbryllup 25. oktober.

Og derefter rejste jeg til Korinth 1. november, men derom har jeg nok fortalt andet sted.

Den 25. oktober 1916 holdt far og jeg bryllup. Det foregik på Fyn og vi blev viet i Svanninge Kirke af valgmenighedspræst Karl Poulsen, Ryslinge, med efterfølgende middag og samvær på ”Bakkehuset”.

Det var ikke så let at arrangere sådan en fest på 1 dag; men der var allerede den gang hurtige forbindelser med toget, og man kunne rejse fra Gørding kl. 9 og være i Faaborg kl. 14. Der skulle jo røgtes på ”Gammelbro” om morgenen, og derefter skulle fætter Benned Jørgensen og en kvindelig fodermester, de havde, vistnok københavner, og Kresten Pedersen fra Hejreskov, der var dreng her, passe gården imens hele familien var bortrejst nogen dage. Hedvig Andersen (Manfreds mor), der kom meget her på gården, og lige havde fået en jumbe, kørte for bedstefar og -mor og Kathrine til toget; men jeg husker ikke, om Benned og Mette cyklede derom, eller de har haft en vogn mere. I Holsted kom faster Mie og Jens med toget, og i Ringe kom Godtfred med. Han var lige bleven forlovet med Kathrine og var soldat i Roskilde.

I Kolding besvimede Kathrine, sikkert fordi de i mange dage havde haft så travlt for at få huset færdig til aflevering, og Benned løb over på banegården for at få et glas vin til hende, og toget kørte heldigvis ikke fra ham.

I Faaborg kom de over på et hotel lige ved banegården, hvor de fik en kop chokolade og kaffe, og bagefter et par værelser, hvor de kunne blive omklædt. De havde købt en stor kurvekuffert, hvor de havde alt festtøjet. Pastor Poulsen og frue havde også været med toget fra Ringe, og drukket chokolade med dem.

Da Benned og hans far var kommen i deres nye diplomater, og damerne i deres kjoler, holdt der 2 biler for døren, de eneste udlejningsbiler, de havde i Faaborg på den tid, og de kørte så hele selskabet til Svanninge Kirke, og der var det skik at kirkeklokkerne begyndte at kime, så snart brudgommen var i sigte, og da de fra kirketårnet så en bil i det fjerne, begyndte de at kime; men så viste det sig, at det var en dyrlæge, og måtte standse med at kime; men lidt efter kom de rigtige biler, og så kimede de igen. Så snart gæsterne var sat af ved kirken, kørte bilerne ud til Bakkehuset at hente os, far, mor og mig, og Anna og frk. Tarp og Marie Broholm, og så gik det igen mod kirken, og de kørte meget hurtigt og tudede ved hvert gadehjørne, så det kunne høres langt bort. - Ovre i Nørremølle gik Marie Møller udenfor, for at høre på kirkeklokkerne, men bilernes tuden overdøvede det hele, og hun rystede og tænkte: ”Bare det går godt og at de kommer fra det med livet”.

Min broder Johannes var taget om til kirken for at tage imod brudgommen og hans følge, og lærer Lauridsen (med frue) var degn, og Maren Storm var organist, og de var også med hjemme til middag.

I kirken sang vi ”Under dine vingers skygge” og ”Jert hus skal I bygge”. Den tredje salme husker jeg ikke, men præsten holdt en god tale, over teksten at det sidste husets herlighed skal blive større end det første; - men jyderne synes, den var for lang, og de frøs, da der ikke var fyret i kirken.

Midt under talen kom der en edderkop i sin tråd helt oppe fra hvælvingen, og den legede foran os imens præsten talte, - og så gik det ellers hjemad i bilerne til vi alle var kørt hjem, og der var varme og god mad.

Til middag fik vi først aspargessuppe, og så en fiskeret, om det var i postejer, husker jeg ikke, men så fik vi andesteg og is.

Vi hentede is på mejeriet, og skulle jo selv fryse den og kogekonen havde aldrig prøvet det før, og hun og Hansine Brugs, og min kusine Ellen Pedersen eksperimenterede meget, og nåede da et godt resultat, og kogekonen bemærkede, at det var i grunden let af lave is, blot man kunne få den stiv, og det grinede Ellen og Hansine af. Vi fik vist kun rødvin til maden, og bagefter fik vi kransekage og kaffe.

Min far bød velkommen og holdt senere en tale; men først holdt pastor Poulsen en tale igen, og så talte bedstefar (Hans Bennedsen) og lærer Lauridsen, og frk. Tarp og Broder Johannes, der syntes, det var noget trist, alt det jeg gik ind til, hvorefter far fremhævede positive ting, de havde mødt, da de besøgte ”Gammelbro” i august. Vi sang lidt i salmebogen og Johs. havde skrevet en sang, og bedstemor havde også skrevet en, men den fik vi først, da vi kom til Gammelbro.

Efter middagen begyndte gæsterne hurtigt at tage med togene hjem, først pastor Poulsens, frk. Tarp og Broholm, og så gik Benned og mig en tur ned til moster Sine og P. Jensen, så de kunne se os i brudetøjet.

Moster Sine havde givet mig en hel del sølvtøj o.m.a., og P. Jensen gav os 50 kr. til det blåblomstrede spisestel, vi bruger til søndag endnu, - det var en stor gave dengang.

Om natten sov vi på Bakkehuset, og nogen nede hos moster Sine.

Efter morgenmaden næste dag gik vi alle en tur i Svanninge Bakker, og da vi kom hjem, fik vi alm. urtesuppe med peberrodskød, og sikkert en lille dessert.

Om aftenen var alle mine mostre med mænd, og H. J. Møller og Marie Møller inviteret til andesteg og trifli.

Mette og Kathrine rejste hjem om eftermiddagen og Jens og Marie næste morgen, så dem og bedstefar og -mor var sammen med familien om aftenen.

Den aften fik vi også andesteg og trifli, og vi havde det hyggeligt og sang lidt ved bordet, bl.a. ”Hvert et lys i livets nat” og den kendte fynboerne ikke, og de var helt imponeret over, som jyderne kunne synge.

Alle vore møbler lavede snedker Storm, hans kone, Petrine, havde for øvrigt været mejersker hos far i 6 år, inden hun blev gift med Storm, og det var deres datter Maren, der nu var organist og spillede for os i kirken.

3. dagen efter brylluppet havde Storm travlt hele dagen med at læsse alle vore møbler samt mit klædeskab og hvad jeg ellers havde i en jernbanevogn, og den skulle så gå til Jylland i løbet af natten og Storm garanterede, at den var på Gørding St. næste morgen, og det var den altså også.

Jens Larsen og Marie rejste fra Millinge næste morgen til Holsted, og Benned og jeg rejste ved 14-tiden, og var så i Gørding ca. kl. 21, hvor Benned Jørgensen var at hente os, og da vi kom til Hytten, var Jens og Maren og Ellen kommet hjem for at tage imod os, og de blev så næste dag for at hjælpe os møblerne på plads. Benned havde lejet en lastvogn i Gørding til at køre det hjem; men Benned og Jens hjalp hele dagen med at læsse og sætte på plads.

Da de kom med sidste læs, var bedstefar og -mor med, - de ville hjem til os, for vi havde ellers bestemt, at de skulle blive på Bakkehuset et par dage, og far og mor havde planlagt nogle udflugter med dem; men dem ville de hellere vente med til sommer, og så rejste de derover igen, og var bl.a. på Stensgård, hvor bedstemor fik en aflægger af den store grønbladede begonia, som vi har endnu.

Der var møbler til 4 rum. Dagligstue, spisestue, soveværelse og gæsteværelse, og der var gardinstænger passende til de forskellige møbler. I dagligstuen var mahognimøbler med gulbronce damask, og i spisestuen egetræ, i soveværelset birketræ, og i gæsteværelset mahognimalede. Alle møblerne har vi endnu og de har klaret det godt i de mange år. Mahognimøblerne har fået nyt betræk 2 gange, og det store spisebord står stadig på gården og er god, når der skal dækkes et pænt langt bord til 16 personer. Stolene er kommet på

loftet; men kommer tit i brug. Servanterne m. marmoropsats i sove- og gæsteværelse er der ikke mere brug for; men senge, toiletbord og kommode gør stadig god nytte efter 60 års forløb, men i Hytten nu.

Og så skulle vor livsgerning til at begynde. Selvom min far stadig havde holdt på, at jeg skulle lære at malke, for hvis jeg blev bondekone, så havde jeg aldrig i min vildeste fantasi tænkt, at jeg skulle lande på en gård i Vestjylland.

Gården så gammel ud, selvom den kun var fra 1872. De 4 længer var sammenbygget, og den var lav og med stråtag, men den var gjort pænt i stand til os. Der blev lavet gårdsled imellem stuehus og stald, så haven kom helt op til stuehuset, og forstuen blev lagt til spisestuen og børneværelset til soveværelset, og det hele var tapetseret, malet og kalket. I køkkenet var et stort komfur med ringe, der var 2-3 cm brede, og til ovnen var der fløjdøre, og i stedet for vandgryde var der et stort ovalt hul til en stor stegegryde, hvor der kunne steges 2 ænder eller en stor steg, og den var god at gemme hen i, når vi slagtede. Og så var der et bord og en smal bænk, og en tørvekasse.

Rundt om gården var meget fedtet og smadret i den lerede jord, og det blev opkørt af arbejdsvogne og af mælkekusken Jeppe Toft, der kom gennem gården hver dag, og så tissede hans små heste hver dag.

Når vi gik i Hytten, blev vi tit hængende, og mistede en træsko, - det var en helt ny fornemmelse for mig, der var vant til at færdes, hvor det var tørt og rent; men så fik bedstefar lavet en fin gangsti til Hytten den vinter, - satte en stenkant og godt med grus ned mod haven, så nu kunne bedstemor og vi færdes.

Det var heller ikke godt med vandet. Det havde altid været meget dårligt, og der var for lidt, så de havde for nogen år siden fået en hævert sat op i engen med vandrør herop, og den brugte 9 dele vand, for at få 1 del pumpet herop, så vi havde en alm. spand stående under en hane i bryggerset, og vandet det bare dryppede, eller løb i en meget fin stråle, så det tog tid at få en spand vand, og der skulle jo huskes både at lukke op og lukke i, og der var ingen afløb fra vasken, men kun et hul i ydervæggen, så vandet kunne løbe ud på gårdspladsen, og der kom alt opvaske- og gulvvand også ud.

Når vi lukkede for vandhanen, løb alt vandet i stalden til kreaturerne både nat og dag.

Men det vænnede man sig jo også til, for det var ikke rart at mangle vand. Værst var det med storvasken, der skulle vi jo samle vand først til iblødsætning, og derefter til kogning 2 gange i grubekedlen, der også var i bryggerset. Værst var det at få vand til skylning, og tøjet blev vreden mellem hvert hold. Det blev gerne skyllet i 2 hold, og derefter i blånelse. Tit hentede vi vand til skylning i åen, eller hos Per Larsen, og på varme solskinsdage bredte vi tøjet i engen, og hentede det så tørt hjem om aftenen.

En vask tog ca. 1 uge, - første dag iblødsætning, næste dag kogning i grønsæbe og soda, gnidning på vaskebræt, kogning i hvid sæbe ca. et kvarter, sæbevandet vrides af, derefter 2 gange skylning og 1 gang blånelse. Tørring, sammenlægning, rulning og strygning og derefter lapning.

Makotøj fandtes ikke de første år, men skjorter og chemiser og benklæder var syet af tvistlærred, dowlas eller lignende.

Det til daglig brug var af groft tvistlærred (4 skaftet), arbejdsskjorter af bomuld, natkjoler af flonel eller dowlas, og det var alt sammen hjemmesyet, og trængte tit til reparation. Mændenes benklæder var købte, og mest aflagte pæne benklæder med lap på knæ og bukseende.

Sengelinned var grove lagner af tvist eller hør. Pudebetræk m. broderi eller hæklet mellemværk. Dynebetræk (hvide) blev først lidt senere almindelig.

Der var ingen eller kun få tæpper på gulvene, og de skulle vaskes hver eller hver anden dag, og til dels skures om lørdagen, og forår og efterår og til højtider skulle der ferniseres.

I køkkenet blev komfur og messingstang pudset hver dag over middag, dog grundigere om lørdagen, og de hvidskurede borde blev skuret efter opvasken, og til sidst blev gulvet vasket, så der blev ikke megen tid til middagssøvn, dog snød vi undertiden og tog lidt af rengøringen inden middag, men så blev det jo tit snusket igen, når karlene kom ind til middag, og der var en stor opvask.

Benned

var jo den ældste af søskendeflokken og eneste søn, så det var en selvfølge, at han skulle overtage gården.

Han var 2. karl i Bækbølling Præstegård hos provst Nissen i et år, og på Ollerup Højskole en vinter, og på gymnastikkursus i Ryslinge og Vallekilde, hvorefter han ledede gymnastik for karle og piger i Gørding Sogns Forsamlingshus i flere år. Han tog også flittigt del i ungdomsarbejdet og var formand et par år, inden han rejste til Korinth Landbrugsskole. Han ville gerne have haft flere pladser og været ud at se sig om, men kunne ikke godt undværes herhjemme. Hans far købte en jagtbøsse til ham, for om det kunne tilfredsstille ham, men det var ikke rigtig noget, og han fik da lov at tage ud et år, og da han havde fundet en karl, tog han plads hos Gylling Holm på Samsø, men imidlertid blev karlen sindssyg og Benned blev fritaget for pladsen på Samsø. - Men nu ville han mere ud, og omkring 1. november fandt han igen en karl, og bestemte sig så for at tage på skole i stedet for en plads, - og han ville langt væk, og skrev så til Korinth, som han slet ikke kendte, og dagen efter kom der telegram fra Fenger: - ” Her er plads, du er velkommen, kom straks” og så ankom han til Korinth søndag den 8. november.

Jeg var kommet der som husjomfru 1. november, og vi havde taget mod ca. 70 elever 3. november. - Da jeg kom ned i køkkenet søndagen efter til kaffetid, fortalte pigerne, at der var kommen en ny elev, der lige havde fået middagsmad, og det er vist den bedste af dem alle. Om aftenen skulle vi ind i stuerne, og de skulle præsentere sig. - Den første var Benned Bennedsen, Gørding, - og det gav et lille gib i mig. Næste søndag skulle vi i gymnastiksalen at lege, og pigerne havde drøftet, hvem de ville danse med.

Vi var jo kun 10 piger - 4 fra skolen + Guldborg og mig, 2 fra lærer Sloth og 2 fra lærer Møller, og vi skulle jo tage hver en elev, og resten måtte så danse med hinanden.

Jeg førte jo an i truppen, og gik foran og lige hen og nejede for Benned - nærmest for at drille de andre - han havde ellers trukket sig lidt tilbage og stod lidt bag et par andre. Vi dansede så hele aftenen, nærmest som til Radmers juletræ i Lourup skole.

Jeg så ellers ikke meget til eleverne, da jeg jo var i køkkenet, imens de spiste; men de piger, der vartede op, blev jo hurtigere kendt med dem. Jeg havde en dag været på loftet sammen med kokkepigen for at hente noget sukker ned, og da mødte vi nogle elever på trappen, som jeg ikke lagde mærke til; men Benned var imellem dem, og senere var han ked af, at han aldrig så den lyshårede pige mere.

Men i december? var vi igen i salen at lege en søndag aften, bl.a. legede vi ”Nu lider dagen så jævnt og trindt og månen står over Stevns Klint”, og jeg dansede med Benned og under omkvædet nejede vi for hinanden og ”så” på hinanden, og vi rødmede vist. Men ellers så vi ikke hinanden eller talte sammen inden efter nytår, dog gav han mig tit et lille nik om morgenen, hvor vi mødtes til morgensangen, og han kom ind ad døren foroven, og jeg forneden. Men det var meget lidt, at vi talte med hinanden, da jeg jo skulle passe på, at pigerne ikke filmede med eleverne.

Til fastelavn spillede vi komedie - ”Sparekassen” af Hertz og jeg spillede ”Jensine” og Holger Hansen ”Adolf”, Benned var kun ”En herre” der ikke havde meget rolle; men han var da med, og vi talte efterhånden sammen, når lejlighed gaves.

Da jeg, efter opfordring af Frk. Tarp, øjnede jeg nok faren ved at tage derover. Jeg var så glad for den uddannelse, jeg havde fået, og glædede mig til at komme ud som lærerinde, og jeg tænkte. Jeg skal nok vise de bondeknolde, at jeg kan holde mig.

Efterhånden blev der mere alvor over foretagendet; men jeg holdt igen. Benned havde imidlertid lovet Fenger, at blive der som forkarl eller bestyrer af landbruget fra april til november, - og det var han ked af under de forhold, og samtidig var der problemer hjemme idet økonomien ikke var for god, og heller ikke driften af gården, - og P. K. Petersen, der var sognerådsformand og ejer af Gørdinglund, og interesseret i ungdomsarbejdet, havde sagt til Benned, at han burde snarest overtage styret, da det ikke kunne blive ved at gå.

Tilmed var krigen i 1914 lige brudt ud, og det skabte hurtig inflation, alting steg, heste blev opkøbt af tyskerne til meget store priser, og gårdene steg meget.

og gårdslagterne florerede, de købte gårdene til store penge, og solgte alt af værdi derfra, og til sidst den nøgne gård for mange penge, og der blev flere solgt her i Gørding, og de var også at byde på denne, da de jo vidste, at enten skulle den sælges eller Benned skulle overtage den. Benned var ked af, at der ikke kunne blive noget til hans forældre at leve af, og til hans søstre, der havde lagt meget arbejde herhjemme, men blev den solgt var det jo reddet, og han havde givet lov til, at de måtte sælge, og så ville han rejse til Amerika, hvad han før havde tænkt på. - Men da han bad Fenger blive fritaget for pladsen, passede det ham ikke rigtig, da han helst ville beholde ham, og han tilbød ham da en uges ferie, hvor han ville opgive en hel del adresser på Langeland, Lolland, Falster, Møn og Sjælland, og så kunne han bare gå ned at hilse fra Fenger, og så skulle de nok tage godt mod ham og vise ham deres landbrug. Og han gik så ind på det, og overtog pladsen 1. april sammen med Emil Fenger, der om vinteren havde været på Ryslinge Højskole, og han var meget forelsket i Guldborg, så de havde meget at arbejde med, og meget at tænke på.

Benned og mig traf hinanden tiere (når nogen så det) og talte meget sammen, også om vor fremtid, og hans fødegård, men det kneb for mig at gå ind til det, men til sidst blev jeg klar over, at der var ingen vej udenom, og jeg følte stærkt, at det var Guds vilje, og 14. august kl. 13,15, dan han og Emil lige havde fået kaffe, blev Benned tilbage, og jeg lovede at rejse med ham, og være ham til hjælp i hans gård, - og Emil sagde, Uh, hvor så du ud, da du endelig kom ud, og Benned tænkte: bare hun ikke har fortrudt det, når jeg kommer hjem i aften; - men det havde hun ikke og næste dag, søndag, tog vil til Bakkehuset og fortalte det, og de havde nok ventet, at det ville ske, og de tog godt imod ham.

Om aftenen skrev han hjem, at han nu havde forlovet sig med K E, og de måtte ikke sælge gården, da vi nok kunne tænke os at overtage den.

Benned var ellers glad for at være på Fyn, på den gode jord, og han kunne godt tænke sig en mindre gård, også for at redde lidt kapital til sine forældre og søskende; men det blev hurtigt klart, at vi skulle have Gammelbro.

Det var ferietid, og Fengers var på Fanø, - og jeg sendte grønsager og æg o.l. til dem et par gange om ugen. De to piger havde også fri, og nu var det min tur at få en 14 dages ferie, og der var planlagt en cykeltur med mine 2 søskende Jylland rundt, og vi startede med en stor bagage bag på cyklerne. Første nat overnattede vi i Vonsild hos en fhv. husbestyrerinde hos Peter på Egedal. Næste nat overnattede jeg i Tirslund hos Olga Fokdal, og så kom de to fra Vonsild, og vi cyklede videre til Skjern, hvor jeg overnattede hos Lambæk, eller Ringkøbing gymnastiklærerinde fra Korinth, og de var hos en anden af Peters husbestyrerinder i Stavning.

Næste dag var jeg med Lambæk og kæreste på sejltur til Hvide Sande, og næste dag cyklede jeg til Vejrum v. Struer til Maren Sloth, der havde været kokkepige i Korinth om vinteren, og næste dag tog jeg med toget til Viborg, hvor jeg så domkirken, og derefter cyklede jeg til Silkeborg, hvor jeg igen skulle møde mine søskende, og så sejlede vi til Himmelbjerget, og næste dag cyklede vi til mejeribestyrer Sigurd Aas, der havde været på Egedal i flere år, og der havde vi udflugt til hans hjem og til Varna v. Århus.

Næste morgen cyklede vi til Vejle, hvor vi trak vore cykler med hele bagagen op på 3. sal for at blive fotograferet, og næste dag cyklede vil til Jelling, men det var besværligt op ad alle de bakker, og derfra til Kolding, hvor vi overnattede og tog afsked. Næste morgen cyklede de til Hejls og sejlede til Assens og derfra til Bakkehuset.

Med samme færge kom Benned fra Korinth, og efter en kop kaffe på Højskolehjemmet cyklede vi sammen til Gammelbro.

Da vi kom til Gørklint, tog han armen om mig, og vi stod stille, og jeg så i det fjerne for første gang mit fremtidige hjem.

Da vi trak cyklerne igennem sandet op fra skolen, kom Mette løbende mod os; men blev så befippet, at hun glemte at sige noget til os.

Da vi kom op i gården, kom bedstemor ud og spurgte, om det så var Benneds kæreste, og det svarede jeg ja til, og så bød hun mig hjertelig velkommen, og jeg kom ind, hvor bedstefar også kom ind, og Mette serverede bøf med spejlæg, og så havde vi det ellers hyggeligt, og kom hurtigt på talefod.

Kathrine var taget til fødselsdag hos Godtfreds søster, og det var Benned skuffet over, da de altid havde været så gode venner. Hun og Godtfred havde lige fået ring på. Næste dag, søndag, kom Marie og Jens hjem, og vi regnede med nogen hyggelige dage derovre; men så om eftermiddagen kom der telegram fra Fenger, hvor der stod: ”Tærskeværket kommer i morgen”. Og så måtte vi rejse hjem allerede mandag morgen, selvom han havde fået fri til onsdag , efter at hele høsten var bjerget.

Jeg rejste så videre til Bakkehuset, hvor vi skulle have ring på om onsdagen på hans 30 års fødselsdag.

Men det var besværligt, tærskeværket ville ikke fungere, og Fenger for rundt, men trods alt nåede Benned at komme sidst på eftermiddagen, og vi fik ring i Faaborg, efter at jeg havde siddet i en vejgrøft længe og ventet efter ham.

Efter en bedre aftensmad cyklede han igen til Korinth, og jeg blev hjemme til næste formiddag, da min ferie var slut.

Fengers blev meget benovede, da vi kom med ring på. De var vist de eneste på skolen, der intet anede om vor færden og forhold; men vi ville helst gå åbenlys med det de sidste 2 måneder, og så rejste Benned til Gammelbro, og jeg havde lovet at blive i Korinth til august.

1. november fortsatte jeg mit arbejde med 2 nye elevhold, og samtidig syede jeg udstyr, og forberedte mig til min nye tilværelse.

Og Benned rejste hjem efter 1 års ophold i Korinth for at forberede sig til at overtage gården og modtage mig.

Der blev foretaget nogen forandringer med indkørsel til gården, og hestene blev flyttet til Østerhus, og der blev lavet karlekammer derudover den gamle aftægtlejlighed og stuerne lavet større som omtalt andet sted.

Jorden skulle jo også behandles og gødes bedre, så der kunne avles mere. Da de købte de 160 tdr. land af Bramminge Hovedgård i 1798, var det jo nærmest hede, og det var efterhånden bleven opdyrket. Benned pløjede de 2 sidste tdr. land oppe ved Fællesvirke Diget inden han rejste til Korinth.

Det var jo sur jord, og der skulle mergles, og der var gravet flere små mergelgrave i lavningen vest for Østermarken, og også nogen på Kærbjerg øst for Emil Smidth; men der skulle jo stadig tilføres kalk. Bedstefar havde gravet en del inden vi blev gift, og det blev trukket op af graven og kørt ud med stude. Der blev gerne gravet i bænke, hvor det blev kastet op på en bænk oven over og til sidst på vognen, der kunne køre skråt op det sidste stykke, det var strengt arbejde. Benned gravede 4 eller 5 store grave øst for Emil, 1 eller 2 grave midt i stykket og 3 grave mod nord, de var meget dybe, jeg vil antage 6-8 meter dybe og 10-15 meter i firkant. Jens Madsen Smidt gravede meget, og hans ældste sønner Anton og Clausen kørte det op på trillebører, og derfra må karlen og Benned så have kørt det ud på marken, og det blev meget raget af i stakke, og så skulle pigerne ud at hjælpe at sprede, - det var et fedtet og strengt stykke arbejde.

Der blev merglet meget de første år, vi var gift; men så en dag, vistnok i 1925 kom Benned og sagde, at nu kom der en mergelbane fra Københoved, og de ville køre helt til banen, så nu skulle det hele mergles. Der blev lagt skinnespor hele vejen, og mergelen kom i en hel række tipvogne med et lille lokomotiv for, og det gik hurtigt, der blev jo brugt gravemaskine. Mergelen blev væltet af i et par store dynger ved lille viadukt, og 1 ved Johan Kock, ”Stenhøjsminde”, og derfra hentede de fleste af gårdene her i Lourup mergel, og det gik hurtigt, da det var lettest at køre ud med det samme. Endnu kan vi se den store sø langs med landevejen i Københoved, hvor mergelen blev gravet op.

Senere, da banen kom og der var fundet rigtige kalklejer nordpå ved Limfjorden, kom det i jernbanevogne til Gørding, og det var jo meget lettere at arbejde med, og kalkindholdet var meget større.

Nu kommer kalken også derfra, men i lastbiler og det bliver spredt fra selve lastbilen med det samme.

Det var nogen grimme huller, man fik på marken den gang, selvom jorden efterhånden skød sig ud i graven, var det nogen grimme huller både for mennesker og dyr. Engang havde vi et par kvier derude, som vi dog fik reddet, og en hest, men den måtte vi have Falck til at trække op. På varme sommerdage badede karlen også i mergelgrave; men mange af dem kom aldrig op. Få kunne jo svømme den gang, og vandet var koldt i bunden, så de fik krampe.

I 1977 vil de unge nok betakke sig for at bade i en mergelgrav, der skal en badehal til.

Der var små diger mange steder i marken, og dem fik Benned efterhånden kørt i de gamle mergelgrave vest for Østermarken i lavningen så det igen blev opdyrket.

I 1960’erne, da det blev besværligt for kommunen at skaffe plads til alt affald, og så lejede de vore mergelgrave (der var vel en lille halv tdr.land), hvor vognmændene kørte ud at læsse alt gødning skidt af, og en mand skulle jævne det ud, og brænde af, hvad der kunne brænde, og børnene havde travlt med at rode og fandt mange værdifulde ting.

I løbet af ca. 3 år var alle huller fyldt. Eske fik 600 kr. i leje pr. år, og kommunen skulle aflevere det med ½ meter muld og nu er det frodigt, og ligner den anden mark, og historien med mergelgravning var slut; men mange grave ligger endnu rundt i landet.

Da vi begyndte i 1916, havde Benned lejet en fodermester fra Salten ved Silkeborg. Han hed Henry, var 19 år og rødhåret, og havde aldrig været ude at køre med tog, inden han rejste herned; men vist haft pladser, siden han var dreng. Han var stabil og velklædt, men brugte ingen unødige penge, men købte værdier, sølvtøj o.l., og i sin fritid lavede han udskærerarbejde - rammer, syæsker o.l.

Vi havde 16 køer, og han skulle malke de 10, og pigen resten; men drejede det sig kun om en enkel, gav han pigen fri, og da det var krigstid, og petroleum rationeret, tændte han kun lygten mens hun var i stalden, og ellers klarede han sig med måneskin, og det svage dagslys.

Benned havde nærmest markarbejdet om vinteren, men om sommeren fik vi en karl mere, og de delte arbejdet alle tre, dog var Henry stadig i stalden.

Vi fik også en voksen pige, Marie, da vi blev gift, og hun skulle jo vaske spande, og hjælpe i marken om sommeren.

Hun havde betinget sig 2 eftermiddage om ugen fri til at sy for sig selv, da hun var forlovet. Men da hun havde et par syge søskende hjemme, tog hun gerne til sit hjem over middag, og så fik hun fri resten af dagen, og jeg gjorde meget arbejde for hende. Men så blev hun gravid og rejste Grundlovsdagen, og vi fik ingen pige igen inden i august, da skaffede min broder mig én fra Høng Højskole, en søster til professor Hansen Larsen, og hun var her til maj og imens Hans blev født, og derefter fik vi min kusine Marie, der var her imens Grethe blev født.

Det var efterhånden næsten umuligt at få en pige, der ville malke, vaske spande og hjælpe i marken, så vi fik efterhånden flere piger ”til indvendig gerning og madlavning”, som det hed, dog vaskede en del, når vi ikke havde fodermester, men ellers blev de inden døre, men der var jo også nok, der kom stadig flere børn og haven var stor og ligeså husholdning.

Men det gik sådan, at jeg nu måtte opfriske min malkekunst, og i perioder malkede jeg meget, og var med i de lange roerækker på Østermarken, og hjælp at rive hø, og navnlig at køre det ind, hvor jeg satte det på plads inde under stråtaget, men det var varmt, og der var ikke megen plads, og jeg var jo meget af tiden gravid. - Men så var det rart at komme ind og pigerne havde det hele i orden.

Nogen år havde vi 2 piger, men så måtte de skiftes til at hjælpe i marken på travle dage.

Efterhånden havde vi kun 1 pige sammen med 1 af vore egne, og de arbejdede godt sammen, og det blev lettere igen at få pigerne til at hjælpe ved spandevask og i marken.

Vi fik malkemaskine midt i tyverne, men den blev hurtig kasseret og kom på loftet, og i 1927 - 1930, da Anders og Lasse var her, havde vi 28 køer, som de malkede 2 gange daglig, og halvdelen blev også malket om middagen, og vi havde 13 spande mælk til mejeriet en del af sommeren, og senere nåede vi op på 15 spande. Det var et stort arbejde at malke alle de køer med hånden, og bagefter tage alt markarbejdet med de maskiner, vi havde dengang.

Anne Darum, som var her i 2 ½ år, vaskede spandene, og hun ville helst være enepige.

Henry var her de 2 første år, og så var han borte 1 år, men kom igen et år inden han rejste til Amerika og okulerede roser.

Vi havde Kirsten og Marie Lindegård 1 år i 1922, og senere havde vi Astrid Tranberg og Stinne fra Hodde.

Anna Darum ville ikke agere sammen med Martha fra Heslund, og Esther ville ikke tjene sammen med Maren Knudsen, så de blev enepiger i lang tid, og da havde vi fodermester, der vaskede spandene, og vi havde fået ny malkemaskine.

Vi fik bil i 1931, en Chevrolet fra 1927, og den købte Benned for 600 kr. + en gammel hest (ståhest) som ingen ville købe, og så den gamle malkemaskine, men den blev aldrig afhentet, og far fik lov at beholde den, og så byttede han den senere med en bedre malkemaskine, og siden har vi ikke malket i hånden.

Benned sagde tit, at jeg var den bedste malker på gården; men det var jok for at få mig til at hjælpe, når det kneb.

Det varede ikke længe inden Benned - trods besværligheder og rationeringer efter krigen 1914 - 18 - fik mere fart i landbruget, og vi fik efterhånden bedre og flere maskiner.

Jorden var meget sur, og gamle Benned havde allerede drænet en del; men så kom den lov, at Hedeselskabet gav lån og tilskud til dræning, og så fik vi hele Østermarken m.m. drænet. En dræningsmester (Peter Toft?) gav tilbud, og han kom med en del daglejere, og de gravede alle grøfterne, og mesteren lagde alle rørerne ned. Vi fik alle rørerne leveret fra teglværket, og derfra blev de læsset i vogne og kørt ud til dræningsgrøfterne, hvor de blev læsset af i en række på volden, så de var lette at tage. Esther kørte rør ud i flere dage, og så må der jo have været karle, der læssede af og på; men det var strengt for Esther, der kun var et barn, men hun holdt ud.

Da vi købte gården, fik vi kun 65 tdr. land, og bedstefar beholdt resten, hvor det var meningen, at Katrine og Godtfred skulle bygge en gård på den 35 tdr.land. Østermark; men det blev efter et par år opgivet, og de købte gård andet sted, og vi købte Østermarken, og Benneds søstre fik hver 5000 kr. udbetalt, som arv, og bedstefar og -mor fik aftægt, men de beholdt Kæret nogle år, men så kom bedstefar og gav os det, og så skulle vi bekoste deres begravelse.

Bedstefar og -mor havde fået Hytten, der var bygget i 1884 gjort pænt i stand, og der levede de en tilfreds tilværelse i mange år. Bedstefar i 14 år og bedstemor i 25 år, hvorefter hun flyttede her hen på gården i kontoret, hvor hun var de sidste 14 år.

Vi havde megen glæde og udbytte af hinanden. Bedstefar var ”håndsnild” og kunne gøre alt i stand ved vogne, seletøj o.s.v., og der var nok til ham. Og bedstemor var flittig i sit hus og have, og en ualmindelig god bedstemor for vore børn, og var god til at beskæftige. Bl.a. havde hun en hel æske forskellige knapper, som de sad og legede med for bordenden i køkkenet, og så lærte hun dem at læse inden de skulle i skole, eller måske var det bedstefar, han var også god til at fortælle historier, og skolebørnene samledes om ham, når de gik fra skole, og bad om en historie.

Vi levede et jævnt og muntert og virksomt liv sammen, og lærer Jespersen sagde i en tale engang, at han tit havde spekuleret på, hvem det var, der regerede, - om det var de gamle eller de unge eller børnene; men der var vist ingen, der i særlig grad regerede og ingen, der følte sig trådt over fødderne, men vi havde ansvaret.

Det år, vi blev gift, tjente min søster Anna på Brørup Mejeri hos Justesen, og da traf hun Godtfreds søster en dag, der fortalte, at Hans Bennedsen var på fallittens rand. - Det var jo ikke rart for hende at tænke på, at sende sin søster over til det. - Vi vidste jo også, at det ikke var velstand, vi gik ind til, men tog det som en gave og et privilegium at skulle have lov at drive den gamle slægtsgård videre, hvor flere slægter før os - vist 6 i alt - havde stridt for det daglige brød, og dyrket ager efter ager op. Vi bad Gud om lykke og velsignelse over al vor gerning og gik i gang ud i det uvisse; men havde det lyse håb som er ungdommen givet. - Vi måtte igennem 2 verdenskrige med deraf opgang- og nedgangtider; men det daglige brød har vi altid haft, mere eller mindre nøjsomt.

Vort ægteskab, der begyndte efter brylluppet, blev også velsignet, og vi fik en hel flok. Hver gang, der var kommen en, regnede vi med, at det nok var den sidste; men når der så alligevel kom 1 mere, glædede vi os også til det.

Da vi havde 6 - 3 drenge og 3 piger -, sagde Jørgen: ”A synes nu, at vi skulle have 6 af hver slags, eller også 12 af hver slags”; men så galt gik det heldigvis ikke. Men da vi havde været gift i 11 år, og den ældste var 10 år, fik vi nr. 7, og Benned sagde, at børn ikke giver armod; men kun tomme fade, og det passede vist også.

Efter 7 år kom der alligevel 1 mere, Eske, og der blev lidt mudder Drengene syntes, vi var nok, og pigerne syntes, at det var for strengt for mig, men da først vi havde ham, blev han alles kæledægge, selvom de også syntes, at han havde det meget bedre end de havde haft det, og han måtte meget mere o.s.v.

Men efterhånden blev det mere klart, at det nok blev ham, der skulle bære arven videre, - og når de store drenge ikke kunne få gården her, ville de slet ikke være landmænd.

Vi havde nok i vor ungdom haft enkelte småforelskelser, men ikke værre end de kunne overvindes, og for os begge gjalt det om at bruge vor ungdomstid til udvikling og dygtiggørelse, og vi fulgte gode møder, foredrag og gymnastik, der var det eneste, der bødes ungdommen den gang, og lidt selskabelighed og udflugter ind imellem.

Som det var skik, og nærmest en uskreven lov, begyndte vi vort ægteskab i al uskyldig jomfruelighed, og følte lykke derved, og jeg kan ikke forstå, at al det roderi, der findes nu, og vel også kendte undtagelsesvis dengang, kan give lykke, - den tog man på forskud, og der er for lidt at leve videre på.

Efter 13 måneders ægteskab fik vi en stor gave, Hans, - til glæde for os selv og hele familien.

Jeg var stået op for at bage franskbrød og julekage; men havde det ikke godt. Jeg gik så en tur ud til Benned, der var ved at plante læbæltet vest for gården, og bagefter gik jeg i Hytten, og hilse på bedstemor og Kathrine, der var hjemme den vinter for at sy udstyr, og hun havde bedt om at måtte overvære det.

Jeg sagde ingenting til dem; men straks jeg kom hjem, måtte jeg have bud, først efter Benned, og senere efter de 2 i Hytten. Kathrine trøstede mig, at jeg skulle ikke være ked af det, for nu fik jeg snart en dejlig lille dreng.

Benned fik seletøj på hestene og vognen gjort klar, og kl. 10 kørte han til Holsted, for at hente jordemoder Frk. Hansen. - Vi havde et par nye raske heste Nora og Musse - 3-4 år.

I Holsted var jordemoderen lige gået i byen; men Benned fik hende hurtigt samlet op, og det gik ad Lovrup til. Bedstefar stod ude til Nør, og efter 3 kvarter kom han og sagde, at nu kom han ude på Manfreds mark. Han forstod vel nok, at hente jordemoder, en bil kunne ikke have gjort det meget hurtigere. Jeg havde det ikke rart, og spurgte, hvor længe, det skulle vare, og hun håbede, at det var overstået ved 3 tiden, men allerede kl. halv to havde vi Hans, og der var glæde overalt.

Da han jo var meget stor - 9 pund - og meget bredskuldret fik jeg nogen slemme rifter, der blev syet, og så skulle jeg ligge i ro i 14 dage.

De første 3 dage skulle man dengang ligge helt stille på ryggen, og det var strengt, derefter kom jordemoderen igen for at vaske, skylle og efterse, og så fik man lov til at lægge sig om på siden og røre sig lidt i sengen, og det var dejligt.

Bedstemor skyllede mig dog hver dag med kogt vand, som stod tildækket i en vandkande i soveværelset.

Bedstemor var en usædvanlig god barselshjælper, og hun blev brugt meget i Lourup som sådan især hos Hedvig Andersen og Mette Søren Peders; men også andre steder.

Hun vimsede lige så stille rundt, og fik al ting parat - barnetøjet og dyner til varmen, og dunk i den lille seng o.s.v.

Og dagene gik med travlhed for bedstemor og Kathrine, og med at tage mod gæster, og jeg nød min barselshvile og bedstefar kiggede ind; men Benned var meget hos os, og var en ualmindelig omhyggelig og kærlig far og mand, og vi var meget lykkelige.

Det kneb at få Hans lært at sutte, og Benned tog ham i nakken og klemte ham ind mod brystet, så han ikke kunne få luft, og så begyndte han at sutte; men det varede ikke længe inden, han igen gav slip og skreg. Det gik dog nogenlunde imens jeg lå i sengen, men da jeg kom op og skulle til at have travlt til jul, blev det helt galt, og han trivedes slet ikke ud over det halve pund, han havde taget på, imens jeg lå i sengen. 3. og 4. juledag fik vi besøg af Fengers, der lige var bleven officielt forlovet, og de ville ud at se frugten af vort ægteskab, og hvor lykkelige vi var, - men vi kunne nu ikke være så lykkelige, som de var. - 6. januar holdt vi barnedåb og det gav jo også arbejde efter juletravlheden, og Hans trivedes stadig ikke, så jeg skrev over til min gamle lærerinde i barnepleje, Dr. Stern, Ankerhus - der havde givet mig den eneste oplysning om barnepleje, som jeg havde, og jeg havde aldrig haft med et spædbarn at børe. - Hun skrev så igen, at nu skulle jeg holde mig i ro, og kun tænke på barnet og mig selv, og så skulle jeg hver gang, barnet havde diet, eller flere gange daglig drikke ølost, d.v.s. kogt hvidtøl, der var tilsat fløde eller mælk, og så drikke det. Mælk var også godt, og ligeså havresuppe, som jeg hele tiden havde drukket meget af; men det var tilbøjelig til at fede mig frem for at ernære barnet.

Og det begyndte vi så med, og så trivedes han 1 pund om ugen i 7 uger, og da vejede han 16 pund, og var glad og godt tilfreds.

Vi havde været på Bakkehuset med ham, da han var 3 mdr., og han blev jo meget beundret. Den sidste nat, vi var der, skreg han dog, alt hvad han kunne, for da havde jeg spist kogt torsk med skrap sennepssovs, og det kunne han ikke lide.

Da vi igen kom hjem, og han kom i sin egen seng, og kunne ligge at se op på hylden med kobbertøjet, kvidrede og sang han ustandselig, for nu var han kommen hjem.

5. april holdt Kathrine og Godtfred bryllup, og det stod jo her, og jeg kan endnu se ham, da jeg kom og præsenterede ham for gæsterne, og han smilede, jublede og sparkede i mine arme, og gæsterne sagde: Næh! Sådan var det at være den første, men på mange måder havde han det ikke så let, som dem der kom efter.

Sct. Hans aften året efter fik jeg igen veer, og ved 3-tiden kørte Benned igen til Holsted med Nora og Musse for at hente Frk. Hansen. Grethe var dengang som altid senere hurtig i vendingen, og hun kom med et helt skrand???? en lille time efter jordemoderen. Grethe vejede kun 7 pund, var flink og rolig, ville sutte og der var mælk nok, for jeg drak jo stadig ølost.

Vi var jo forsigtige den gang; men da det var dejlig sommervejr, skulle hun i barnevogn og i haven ca. 14 dage gammel, og jeg pakkede hende godt ind, og gav hende varmedunken med, så hun ikke skulle fryse; men lidt efter kom bedstefar og sagde: ” Du kommer vist til og ud til din lille pige”. Og da jeg kom derud, kunne hun næsten ikke græde mere, og hun svedte og var meget rød i hovedet, så hun trængte hårdt til hjælp, og jeg var meget taknemlig, for jeg tror, at bedstefar havde reddet hendes liv, for hun havde ikke tålt den stærke varme meget længere.

Grethe var os altid meget hengiven og sagde, at hun ville være hos os altid, og være god mod os, når vi blev gamle, og hun var så bange, at vi skulle sælge gården, ligesom de gjorde på Gørdinglund.

Grethe begyndte hurtigt at hjælpe til, og kunne i grunden det hele, da hun blev konfirmeret, og hun var enepige meget af tiden det år, at Eske blev født. (Else Holm og Musse).

Da Jørgen kom til verden, var vi inviteret til julemøde i Holsted. Middag hos faster Mie, og aftensmad på Guldagergård hos Kathrine og Godtfred sammen med moster????? Margrethe og Morbror Kristen; men Benned og jeg blev hjemme, og over middag måtte vi ringe at bedstefar og -mor måtte komme med frk Hansen. Vi ville godt have klaret det selv; men de ville hjem og Moster Margrethe sagde, ”at der var da en maløre, og det måtte hun senere høre meget for. Jørgen kom først kl. halv 8 om aftenen, og skreg i telefonen til Holsted, at nu var han kommen 5. juledag.

Jørgen var en flink fyr, og meget let at passe; men han kastede al sin mad op, så jeg måtte til at sy ekstra trøjer til ham, da vi ikke kunne følge med at få dem vasket og tørret. Og det blev ved de første måneder, så jeg måtte blive hjemme fra Annas bryllup, der blev fejret i Odense 29/1 1921.

Jørgen blev døbt i Holsted Kirke 6. februar, Fastelavnssøndag af pastor Sørensen (i Gørding var vakance). Vi havde lejet en åben bil i Gørding, den eneste, der vist var, da det var frost og sne, og vi kørte også fast nogen gange. Mette var dengang lærerinde på Husholdningsskole i Skive, og hun kom hjem og var fadder sammen med Godtfred.

Mette var meget optaget af Jørgen, fordi han som hun var nr. 3. Han lå i sin seng og smilede med sit runde ansigt, og hun var sikker på, at han blev præst, og kaldte ham Bisp Jørgen.

Han sad meget i sin legetøjsstol i køkkenet, og var altid tilfreds, blot han kunne følge os i vort arbejde - ingen af vore børn har været så tålmodig som han. Engang havde vi besøg af den gamle smedekone fru Fyhn, og hun sagde, det duer ikke med den dreng, han får engelsk syge, når han sidder så rolig. Den gang kendte vi jo ikke vitaminpiller, men de skulle have tran, og det var ikke let at narre i ham. Hans var sund og kraftig, og gik, da han var 1 år og 1 uge, men benene kunne ikke bære ham, så han blev så hjulbenet, så det så farlig ud; men de rettede sig da i løbet af næste år, og vi blev klar over, at tranflasken skulle i gang, og de andre børn + Jørgen klarede sig godt, kun kneb det for Anna Sofie. Børnene fik alle bryst i 6-8 måneder, og begyndte at få lidt mad 5-6 måneder gamle.

De 3 første børn var der kun 1 ½ år imellem; men så fik der 2 år, inden Metha kom, og hun var rødhåret, og jordemoderen fru Tranberg sagde, at nu syntes hun, vi skulle holde op, og familien her sagde, at det måtte være fra min familie, hvad jeg nægtede, og det varede jo ikke længe, inden Hans Larsen i Holsted kom, og så måtte de vedkende sig det røde hår. - Eske i Boel tipoldefar var vist rødhåret, og der var vist flere.

Metha var meget mild og tilfreds lige fra fødselen af, og da hun ½ år gammel lå i sin vogn i haven og sov eller smilede, havde vi besøg af Per Jensen (moster Sines mand) og han måtte tit hen at se ned i vognen. Han havde da aldrig set så mild og tilfreds et barn. Hun smiler jo altid til os, og så ligger hun ellers ene i sin vogn. Da han kom hjem, bad han moster Sine sende hende en dukke, og han mindedes hende altid, når vi kom der.

Jeg havde altid stået dem meget nær, fordi de til deres store sorg ingen børn fik, og det ville have været ham en glæde at overbringe hans fødegård til mig, om jeg fandt en landmand, og han syntes vist, at det var lidt trist at sende mig over til hedelandet. Straks efter at han og far var kommen og vi kom ud i haven fór han hen til hækken og så ud over havremarken. Mage til havre havde han ikke troet kunne gro i Jylland, og det må da være en hel ”oase” her, og det kom han stadig tilbage til. Han var selv en meget dygtig landmand, og havde været på lauboskole i Odense (en slags landbohøjskole).

Når de holdt så meget af mig, var fordi, jeg besøgte dem så tit som barn, og da moster Sine var meget syg engang, og lå med streng diæt længe, og hendes piger havde jo travlt, så jeg sad vagt hos hende flere timer midt på dagen, og det glemte de mig aldrig. Jeg var vist kun 6-7 år. Hun fik i lang tid kun mælk med isstykker i.

Engang jeg var på Fyn og havde Anna Sofie med som spæd, blev Benned meget syg af lungebetændelse, og da han begyndte at få det bedre, ville han gerne have kærnemælkssuppe til sin frokost, og det kogte Metha hver formiddag og rørte i det, så det ikke blev svedet. Da var hun 5 år.

Men ellers var hun ikke så huslig som Grethe; men ville hellere med i mark og stald, og hun begyndte tidligt at malke, og så lavede far en fin malkestol til hende, som hun fik i julegave, men da græd hun, for så glad var hun heller ikke ved at malke; men ville hellere have haft en anden gave, selv om de var små den gang, og bestod mest af et klædningsstykke el. lign., og så fik de gerne et spil, som de kunne bruge alle.

Da var Metha ca. 8-10 år, og i de år stod malkemaskinen på loftet.

De tre store børn fik kighoste, da jeg lå i barselseng, så jeg måtte springe op og hjælpe dem i anfald og med opkastning, det var en streng vinter, og i maj måtte jeg på sygehuset, for at få min livmoder syet op - og det har jeg fået i alt 4 eller 5 gange.

I 1924 fik vi Esther den 29. august, imens far høstede byg nede hos Møllgaards, så det har nok været i begyndelsen af høsten, så det blev en travl tid, og hun var et roligt barn, og trivedes normalt. Hun havde noget medfødt skaberevne, og sin egen måde at lege og arbejde på, og så ville de store drille hende, og ødelægge, hvad hun lavede, og så blev hun vred, og så var det først morsomt at drille. - Børn kan være ubarmhjertige. Derfor holdt Esther også meget til hos bedstemor, og de kunne rigtig dyrke deres interesser i haven, og gå rundt og snakke med alle blomsterne, og lave mange forskellige ting, og Esther havde en stor plads i bedstemors hjerte.

Bedstefar døde, da Grethe var 10 år, og så måtte hun sove hos bedstemor om natten, og da hun blev konfirmeret og skulle være pige, løste Metha af, men hun var ikke så glad for det, og bange, at bedstemor skulle blive syg om natten, og hun låste ikke altid yderdøren.

Om morgenen skulle de op at lave mælkebrød til dem, inden de gik i skole, dog lavede bedstemor det til dem i begyndelsen, og hun var god mod dem, men de savnede alligevel søskendeflokken derhjemme. Esther sov vist i 5 år hos bedstemor, indtil hun flyttede herhen i 1941 efter vort sølvbryllup; men hun blev ved at være bedstemors pige.

Grethe kom som 18 årig ud at tjene hos Olav Øllgaard, og Metha kom som 16 årig ud at tjene hos forstander Haahr i Ribe, og det var al for streng en plads, og der var småt på lys og varme, og hun frøs meget og fik frost i hænder og fødder.

Derefter kom hun ud til Rosenstands i V. Vedsted, hvor hun havde det godt, men meget at bestille, og hun tog de lange cykelture hjem med godt humør, og fik gerne lov at blive hjemme om natten. Metha blev ved at ville gerne sidde hos mor; men der var jo næsten altid en der var mindre, og som skulle have pladsen. Hun og Grethe havde også bedt om lov til at sove hos mor, når det var deres fødselsdag. Jeg husker, at Grethe vistnok på sin 12 årig fødselsdag var kravlet i min seng; men det syntes far var for groft; men I har sikkert manglet følsom kærlighed, at der ikke blev tid til mange kærtegn til den enkelte, og det lå heller ikke for far og mig, og heller ikke over for hinanden med kys og klap og kærtegn; - men måske også for lidt.

Såvidt jeg husker, gik Grethe lidt skuffet op i sin egen seng lidt senere.

Esther var den, der havde flest år hjemme som pige, og hun viste meget omsorg for de store, når de kom hjem på ferie, Grethe var bleven sygeplejerske, Metha gift, og drengene i København, alt skulle være i orden og hyggeligt til de kom hjem, og god mad skulle de have, og til jul blev der pyntet med gran og lys på alle værelser. Hun gjorde, hvad hun kunne, for at det skulle være rart for jer at komme hjem, og det glædede jer; men også hende, selv om hun ikke også kunne deltage i alle vore oplevelser og fortællinger.

De 3 store var et kapitel for sig, og de to næste et andet; men så kom 3 afsnit og til sidst efternøleren.

Først kom Poul, og han rødhåret og lang og slank og noget selvstændig af udseende. Han var ikke let at få til verden. Jordemoderen var her et helt døgn, og der kunne ikke rigtig komme gang i foretagendet. til sidst kørte far os en tur op på Østermarken i jumber, og så kom han ret hurtigt, da vi kom hjem.

Min far lå for døden efter 4 års tiltagende kræft med en knude i brystet imellem luft- og blodårer, og den kunne ikke opereres bort; men han havde fået røntgenbehandling, der hjalp for en tid.

Efter Pouls dåb rejste jeg derover med ham, og vi var der en lille uges tid. Poul lå i mormors seng om dagen og sprællede og trallede og var til meget opmuntring for sin morfar, og da han levede endnu 1 år tog vi flere ture ene derover. Næste sommer skulle vi bygge ny stald, og det havde far glædet sig meget over, men han fik den aldrig at se, men døde, da vi skulle til ”at rejse” 30. april.

Da var Poul godt 1 år, men ikke særlig dygtig til at gå, så han benyttede hver lejlighed til at kravle over til stalden, for der foregik meget mere end inde. Poul var interesseret i mange ting, og ikke altid i det samme, som de store brødre, og så skulle han nøfles, men han var god til at sno sig, og det hele endte tåleligt. Jeg husker, da Poul var 10-12 år, at han stod skrævende og med hænderne i bukselommerne nede i Nørreporten, og far og jeg sad ved køkkenbordet, og så sagde far: ”der stor en nytids bonde på sin toft o.s.v.”. Men om det var Toften, skolen eller Agerbæk at han havde i tankerne, kunne vi jo ikke se; men tankerne var på flugt, og det var ret almindeligt for ham.

Vi tænkte jo hver gang, at nu var det den sidste; men alligevel kom Anna Sofie 2 år efter, og vi glædede os alle til det, dog var de store måske begyndt at være lidt ængstelige.

Da Poul kom, byggede vi stalden og da Anna Sofie kom, byggede vi første halvdel af Østerhus, og der var meget travlhed 2. marts, da hun ville se dagens lys.

Fru Tranberg og mig havde travlt med forberedelserne, og jeg syntes, at vi jo kunne klare det hele selv; men i sidste øjeblik kom far alligevel farende for at blive vasket og tage imod hende.

Anna Sofie var en rolig og sød lille pige, som blev alm. elsket af os alle. Og da jeg regnede med, at det nu var den sidste, kunne jeg ikke give slip på hende; men hun blev ved at få bryst til hun var over 1 år, og selv om hun også fik anden mad, fik hun engelsk syge, misdannede tænder, og bløde knogler; men hun var dog ikke mere end godt 1 år, da hun kunne gå; men havde nok været skånet for meget for tran, der jo var vort eneste middel mod engelsk syge den gang.

Da hun var 4-5 år, fik hun skarlagens feber, og måtte tilbringe julen på epidemisygehuset i Ribe; men så holdt vi en ekstra juleaften ved Helligtrekonger, da hun kom hjem.

Da Hans var lille, var far og bedstefar meget imod at sende ham i realskole, og til vort sølvbryllup sagde Jespersen, at vi ikke havde været gode ved vore børn, og noget var der nok om det, og Hans måtte lide under det senere. - Men Jørgen fik da lov at komme i realskole, selv om han først kom med 1 år senere end de andre, så han måtte klare det på 3 år, selv om kursusset gik over 4 år, men klarede det pænt - og derefter blev han landmand, til han var 22 år; men nåede alligevel at blive provst i Jelling.

Da Poul og Anna Sofie skulle i skole, var det en selvfølge, at de skulle i realskole, og de var også glade for det, og klarede det pænt.

Det var nogen drøje ture, de havde på cyklen om vinteren, som var ret strenge med meget sne, og den dag, det var slemt med snestorm, ville far gå ud at møde Anna Sofie, og da han kom vest for Højvang, så han hende løbe fra den ene grøft til den anden og juble, hun syntes, det var herligt vejr.

Hun fik realeksamen, da hun var 16 år, og så skulle hun til at være huslig, men det var der ikke meget ved, og så kom hun som pige til Askov Højskole og kom til at gøre rent efter tyskerne og havde en meget streng vinter, og efter en sommer på Vejle Idrætsskole tog hun til Grimstrup som vinterlærerinde, og klarede det fint. - Lillebror sagde, at børnene lærte altså noget.

Da Anna Sofie var 2 år døde bedstefar, og der var 30 vogne til at følge ham til graven, og bagefter 105 til middag herhjemme med suppe, dessert og kaffe. Vi kunne lige sidde i begge stuer, kontor, soveværelse og gæsteværelse. Det var travle dage, og jeg mistede fuldstændig stemmen af bare nervøsitet, den kom dog til dels igen på begravelsesdagen; - men få dage efter fik jeg en abort, og måtte bede Dr. Jensen om at give mig en udskrabning, sådan gik det til den gang.

Da Anna Sofie var 7 år, blev jeg syg, og Cold Mortensen erklærede, at vi kunne vente en glædelig begivenhed, og så skulle man jo til at vænne sig til den tanke, og det gik såmænd ret let, selv om bedstemor sagde, at jeg var ked af det. Hun syntes vist, at det hørte sig til. - Hans var lidt flov, og syntes, at det var for meget. Jørgen syntes vist, det var helt sjovt, selv om de drillede ham i skolen, og pigerne var meget ængstelige for det hele, især Grethe. 1. maj rejste vores pige Else Holm, og hun nåede at få en søn for mig. Grethe var så enepige det meste af den sommer, dog havde vi ”Musse” en kortere tid, og fik så senere bedre hjælp. I august måtte Benned på sygehuset; en stud havde løbet ham over ende i engen, og fodleddet brækket; men det gik da, og han kom hjem igen, men var invalid en tid. Sidst i september blev Jørgen konfirmeret i al stilhed, og 20. december ankom Eske. Cold Mortensen havde sagt, at vi endelig måtte ringe efter ham; men jeg syntes, at når jeg havde født 7 uden læge, kunne jeg vel også klare nr. 8, og det gik også. Vi fik telefoneret til Roskilde efter mormor. Bedstemor kunne ikke magte meget den gang. Hans havde jo været oppe at røgte siden kl. 4-5 og vidste jo nok, hvad der var ved at foregå, og da han var færdig i stalden ville far have ham ind at hilse på mor; men det var han ikke meget for; men kom da. De andre var mere interesserede i den nye. Nede i skolen var juletræ dagen efter, og der blev det jo også drøfter, og Hildemor fortalte sin mand Brorsen, at vi havde fået en lille dreng, og han påstod, at det var løgn, men måtte jo efterhånden tro det.

27. januar holdt vi barnedåb, hvor alle naboer var med til middag kl. 5. - Ellers havde de kun været vænnet til at få en kop kaffe, dog havde de vist fået aftensmad et par gange.

Vinteren gik med pleje af Eske, og med det daglige arbejde; men hen ad i maj måtte jeg igen på sygehuset og have min livmoder syet op, og så måtte vi igen have fat i mormor, og hun gav ham en god pleje i meget af tiden, mens han var spæd, og de store piger, især Esther var god til at tage sig af ham, og underholde ham.

Han blev nok noget forkælet, og det lød jævnligt, at det fik vi ikke lov til, da vi var små o.s.v. - men han var jo et hold for sig selv, og noget bagefter, men vi forundrede os tit over, som han kunne begå sig mellem de store. - Det blev hurtigt klart, at det nok blev ham, der skulle føre slægtsgården videre, og de store drenge søgte anden uddannelse.

Og far, der var ved at blive ældre, arbejdede meget på, at forbedre gården på alle måder, og han glædede sig til at aflevere den i god stand, - både mark, bygninger og maskiner, og Eske fik en stor løn, så meget som skatten kunne tillade - så han til sin tid kunne købe gården. Far glædede sig over at gå og drøfte og planlægge det hele med Eske, og glædede sig til den dag, de skulle skifte roller. - Og da det var sket, sagde far tit, når han kom ind: ”Jeg troede nu ikke, Eske havde været så dygtig, som han er”.

Men de sidste år sad far stille i sin stol.